Cykelsportens linedans

Jeg tror fuldt og fast på, at kun stærke forenede kræfter kan nå en form for frelse, og sådanne ejer cykelsporten ikke i dag.

Professionel cykelsport i dag er en vakkelvorn linedans.

En balancegang mellem afgrundsdyb fascination og heltekvad på den ene side og gemen svindel og dopingmisbrug på den anden.

Aldrig bliver denne balanceren sat i relief, som når sportens ypperste ekvilibrister træder pedalerne rundt i kongeløbet Tour de France. Således selvfølgelig også nu, ja, måske endda i særdeleshed nu, hvis man ellers køber den antagelse, at cyklingens troværdighed næppe kan nå længere ned i dyndet.

Endnu holder linedanseren sig dog på sit skrøbelige fundament, fordi årets Tour de France endnu ikke er forløst på godt eller ondt.

Tag sidste år, da stjal dopingsiden hele opmærksomheden, allerede inden den første rytter havde sparket sin cykel i gang på prologen med udelukkelsen af Ivan Basso og Jan Ullrich i kølvandet på Operacion Puerto. Og det sluttede lige så trist med vinderen Floyd Landis positive dopingprøve.

Trods nye bølger af dopingbeskyldninger er feltet kommet bedre fra start i år, og trods den stadige mistanke har eksempelvis Fabian Cancellara været kim til sportslige aftryk i korttidshukommelsen. Så langt, så godt.

Men spørgsmålene trænger sig stadig på: Hvilken halvdel får held til at fylde det varige lager i erindringen om den franske rundtur anno 2007. Kan cykelsporten redde sig fra sig selv?

Flere peger på, at Touren qua sin evne til at fascinere allerede har overlevet så voldsomme uhyrligheder, at sådan vil det også fortsætte. Men ikke alle bifalder den analyse.

»Tourens kraft har altid været dens minder de store ryttere, de store slag, bjergene, lidelsen og de minder har tjent som en slags vaskemaskine. Hvis der nogen sinde kom en plet, og løbet blev lettere sværtet til, gav man den bare en tur i maskinen med myte- og minde-vaskepulveret, og så kom løbet ud igen rent og pænt. Men maskinen virker ikke mere, og der er ikke mere vaskepulver, så vasketøjet kommer nu ud beskidt,« siger journalisten Jean-Louis Le Touzet i Sunday Times.

Om den betragtning er rigtig, vil denne signatur ikke gøre sig klog på. Ej heller udfaldet af årets tour. Blot konstaterer jeg, at cykelsportens måske største problem kommer til udtryk ved, at tour-arrangøren ASO ikke ønsker Bjarne Riis tilstedeværelse, mens andre ryttere med blakket ry får grønt lys. Tag eksempelvis en anden bekender, Erik Zabel. Samtidig lyder det fra UCI, at Riis bør være velkommen ved Touren.

Det er manglende stringens af en anden verden, og man kan desværre pege på så frygteligt mange flere selvmodsigelser og paradokser.

Jeg ved som sagt ikke, om cykelsporten kan redde sig fra sig selv, og om den og den fremgansmåde er den rette. Men jeg tror fuldt og fast på, at kun stærke forenede kræfter kan nå en form for frelse. Og sådanne ejer cykelsporten ikke i dag.

Derfor fortsætter linedansen ufortrødent.