Cykelsporten er skrupelløs

Den tidligere Team CSC-rytter Jörg Jaksche fortæller i et TV-program og over 13 sider i det tyske magasin »Der Spiegel« om sit cykelliv med doping. Jaksche snakker om sin forbindelse til »Operacion Puerto«, og tyskeren forklarer, hvordan han og Bjarne Riis diskuterede brugen af EPO.

Selvom »Der Spiegel« drypvis over weekenden har offentliggjort bider af Jörg Jaksche-interviewet, er der bestemt interessante og nye oplysninger at hente i juli-nummeret af det tyske magasin.

Over 13 sider og i et Spiegel TV-program lægger den 30-årige cykelrytter Jörg Jaksche alle kort på bordet, hvad angår doping. Hvilket blandt andet involverer Bjarne Riis og Team CSC, som tyske Jaksche kørte for i 2004-sæsonen.

Jaksche tilstår yderligere, at han er involveret i cykelsportens store dopingskandale, »Operacion Puerto«.

»Ja, jeg er BELLA,« siger Jörg Jaksche med reference til sit dæknavn hos dopinglægen Eufemiano Fuentes, et dæknavn, der er synonym med navnet på tyskerens afdøde hund.

»Det er mit blod i tre af de poser, der er fundet. Jeg er også den »Nummer 20«, som er opgjort i akterne. Og jeg var i årene 2005-06 kunde hos doktor Fuentes i Madrid.«

Men lad os starte med begyndelsen,

Der Spiegel: Herr Jaksche, De indledte for ti år siden Deres karriere på det italienske hold Polti. Holdleder var Gianluigi Stanga, som allerede stod i spidsen for cykelhold tilbage i 1983. I dag er Stanga chef for Milram-holdet, hvor blandt andre Erik Zabel er ansat. Hvornår kom De første gang i berøring med doping dér?

»Under etapeløbet Paris-Nice i 1997, mit første store løb. Det forløb ganske godt, på første etape sad jeg med i forreste gruppe over Mont Ventoux. Jeg kan huske det, fordi det var en meget afgørende dag for mig. Efter etapen kom Stanga hen til mig og spurgte: Hvad har du taget? Jeg forstod ingenting og spurgte derfor: Hvad skulle jeg have taget? Sandsynligvis tænkte han, at jeg forsøgte at gøre mig morsom på hans bekostning. Om aftenen besøgte han mig på det hotelværelse, jeg delte med Dirk Baldinger. Stanga tog en blodprøve på mig og målte min hæmatokritværdi for at finde ud af, om jeg havde taget EPO. Jeg havde en værdi på 41, hvad der er relativt lavt. Jeg så på Baldinger: Hvad laver han? Hvad skal det nu betyde? Er det godt eller dårligt? Stanga sagde blot: Jeg giver Jaksche en fem-årig kontrakt. Jeg var velsagtens naiv.«

Der Spiegel: Hvornår fik De første gang injiceret EPO?

»Kort før Schweiz Rundt i juni 1997. Vi var på et hotel ved Bodensee. Stanga sagde, at han nu begyndte med behandlingen. Han ville finde ud af, hvad der virkede på mig. Hvad han mente var: Vi vil nu indvie dig i, hvordan cykelsporten er skruet sammen. Det var mit lynkursus. En medarbejder gav mig en EPO-indsprøjtning på mit værelse om aftenen. Jeg kan ikke huske mængden af enheder, men jeg var i mellemtiden blevet klar over, at EPO gør blodet tykkere, hvis dosis er for høj. Da jeg var kommet i seng tænkte jeg: Forhåbentlig går mit hjerte ikke i stå i nat! (...) Halvt i spøg sagde Stanga: Forhåbentlig er du ikke allergisk over for EPO.«

»Der Spiegel«, som tidligere pååret satte en dopinglavine i gang via offentliggørelsen af interviewet med den tidligere Telekom-soigneur Jeff DHont, spørger videre ind til, hvilken virkelighed der egentlig forefindes blandt professionelle cykelryttere.

»Jeg overvejede at stoppe, jeg følte mig utilpas. Sprøjteriet forekom mig ganske enkelt for asocialt. Men med tiden vænnede jeg mig til det. På en eller anden måde kom de første mindre succeser, og jeg agerede mere professionelt. Det er præcis, som Bjarne Riis sagde, da han aflagde sin dopingtilståelse: Medicinen bliver en del af din hverdag.«

For mange tilskuere krakelerede den idylliske og fascinerende cykelfacade kort før Tour de France i 1998, hvor politiet tilbageholdt en Festina-massør med masser af forbudte stoffer. Om end Jörg Jaksche havde svært ved at forstå postyret fra sin indgroede position på to hjul i feltet.

»I begyndelsen tænkte jeg: Hvad hidser de sig op over? Alle er jo med i det, det er da helt normalt? Hvad skulle der være forkert ved det? Ingen brød sig synderligt om doping, hverken en Stanga eller en Riis, men i den verden, vi levede i, var der ingen fornemmelse af, at det var forkert. Situationen var imidlertid ubehagelig, og naturligvis herskede der frygt for politiet og anti-dopingreglerne i Frankrig, da touren kørte videre. Jeg spurgte Jens Voigt, der dengang kørte for det franske Gan-mandskab, hvad hans hold gjorde ved sagen. Voigt sagde: En af vores holdkammerater har foreslået at gemme det hele langs med ruten og så hente det igen efter touren. Vi opførte os dengang som småforbrydere. På vores hold fik én den ide at gemme EPOen i en støvsuger med dobbelt bund, som vi så skulle have med os i bussen under touren. Polti, vores sponsor, producerer jo husholdningsapparater. I Polti-støvsugeren kunne der være et femcifret antal ampuller foruden køleapparater. Om aftenen kom jeg ind i bussen efter etaperne og sprøjtede mig. Under touren drejede det sig om 2.000 enheder hver anden dag foruden væksthormoner, som skulle sørge for, at jeg regenererede bedre. Desuden insulin, som får kulhydratlagrene til at fyldes hurtigere op. Men efter ti-tolv dage var det slut, risikoen var for stor.«

Jörg Jaksches præstationer forblev ikke ubemærket, hvilket resulterede i en kontrakt hos holdleder Walter Godefroot og Team Telekom.

Der Spiegel: Hvor meget vidste Godefroot (om doping, red.)?

»Holdets ledelse vidste alt. Det var et fint justeret system.«

Der Spiegel: Rytterne blev behandlet af to læger fra universitetshospitalet i Freiburg, Andreas Schmid og Lothar Heinrich. Sørgede de to også for medikamenterne?

»Ja, freiburgerne var imidlertid ikke glade for pillerne. De sagde: Hvis du vil tage noget, så tag det, der giver en virkning, og som kan kontrolleres altså først og fremmest EPO. Småtterierne skal vi ikke nyde noget af. De ville oplyse, hjælpe. Heinrich advarede mig dog mod at tage insulin, fordi det kunne give mig sukkersyge. Jeg følte mig meget godt hjulpet af lægerne, ikke som hos Polti.«

Der Spiegel: Var det anderledes hos ONCE (Jaksches hold fra 2001-2003, red.)?

»Jeg kom pludselig ind i en slags familie, som beskyttede og hjalp én. Og Manolo Saiz var et overhoved i denne familie, som ikke blev sagt imod. Han sagde altid: I bliver ikke betalt for at tænke men for at cykle.«

Der Spiegel: Hvordan var dopingen organiseret?

»Jeg var helt og holdent overgivet i lægernes hænder, og jeg kan ikke engang sige, hvad de helt præcist foretog sig med os. Jeg holdt ganske enkelt armen frem for at få mine sprøjter. Der er heller ikke andet at gøre. Desuden går man ud fra, at de ikke giver en noget, som gør dig positiv.«

Jörg Jaksche skiftede før 2004-sæsonen til Team CSC og blev dermed genforenet med Bjarne Riis, der som rytter inspirerede netop Jaksche på Telekom-holdet.

»Han (Riis, red.) er pragmatiker, og han forsøger altid at finde det bedste frem. Jeg havde kendt Riis længe, han bor i nærheden af Lucca. I begyndelsen af 2004 aftalte vi en fælles skitur i nærheden af Abetone. Vi sidder så ved siden af hinanden i stoleliften og snakker om løbskalenderen. Og apropos. Vi kommer til at tale om, hvad man som rytter kan gøre for at forbedre sine præstationer,« siger Jörg Jaksche til »Der Spiegel«.

Svar på samme spørgsmål i et Spiegel TV-program:

»Vi talte om det (doping, red.) på vej op i liften, hvor der ikke var andre - det var en stolelift for to. Vi talte om, hvad man kunne gøre. Hvor meget EPO man kunne tage. Om det kunne spores og hvor mange dage før, man skulle stoppe.«

Der Spiegel: Var der tale om organiseret doping hos Riis?

»Riis vidste naturligvis besked med dopingen, han udstak retningslinjerne. Jeg tror, han var splittet mellem det, der var muligt i hans egen aktive karriere, og så det, der endnu den dag i dag er muligt. Det var en balancegang mellem visionen om en »ren« cykelsport og bevidstheden om, at det ikke gik uden doping. Der var så den mulighed at tage synacthen og andre sager, der var sådan halvvejs legale, idet de ikke stod på dopinglisten. Men formålet var det samme: Doping.«

Der Spiegel: Hvad tog De under Riis?

»EPO men kun indtil Paris-Nice. Senere blev det som sagt for farligt. Jeg sagde til Bjarne: »Sådan, nu har jeg ydet min præstation for i år. Nu vil jeg ikke løbe nogen risiko mere.« Kortison tog vi derimod praktisk taget alle sammen hele sæsonen igennem. Det står ganske vist også på dopinglisten, men det er tilladt under visse betingelser for eksempel hvis man har papirer på, at man lider af astma. På den måde kunne man have det med til løbene uden at være bange for en razzia. Vi fik kortisonen sprøjtet direkte ind i musklerne, fordi det giver den største effekt.«

Da førnævnte »Operation Puerto« begyndte at rulle i sommeren 2006, trak Jaksches daværende holdsponsor, Liberty Seguros-Würth, sig ud af cykelsporten og Jaksche blev dermed arbejdsløs. Han nægtede dog stadig et dopingmisbrug men talte i et interview i marts om at holde op, hvilket bekymrede dele af feltet og flere ledere.

»Dér startedes rygter om, at jeg ville »synge«. Bjarne Riis sagde af den grund eksempelvis til mig, at han ikke kunne hjælpe mig, han kunne jo ikke gøre for det. Og han sagde, at han var ked af det. Alle siger hele tiden, at cykelsporten er mafiøs. Men denne sammenligning halter: Mafiaen tager sig af sine folk, af sine familier. Hvis én kommer i knibe, behøver han ikke bekymre sig. Hvis cykelsporten var en mafia, ville de sige: hold bøtte i et års tid, så ansætter vi dig igen på fordelagtige vilkår. Men cykelsporten er ikke en mafia, cykelsporten er skrupelløs.«