Cykelryttere bruger retro-doping

Bloddoping har for alvor fået et comeback i den internationale sportsverden. Senest er en Tour de France-rytter blevet taget i at dope sig med blod fra en donor, Tidligere har andre cykelryttere og skiløbere benyttet sig af metoden, der blev forbudt for over 20 år siden.

Alexandre Vinokourov har fået armene ned efter at han blev taget i at have brugt bloddoping. Det hævdes, at det er Vinokourovs egen far, der er donor. Foto: Thierry Roge Fold sammen
Læs mere

Efter at have været kørt ud på et sidespor i mange år, er den såkaldte bloddoping for alvor kommet tilbage på banen i den internationale cykelsport.

Cykelrytteren Alexandre Vinokourov fra Astana-holdet er netop blevet testet positiv to gange for bloddoping i Tour de France, den tidligere CSC-rytter Ivan Basso havde planer om at bloddope sig til sidste års løb, og i 2004 blev en anden tidligere CSC-rytter, Tyler Hamilton, også taget i at have benyttet sig af bloddoping.

Samtidig bekræfter den opsigtsvækkende sag om den spanske dopinglæge Eufimiano Fuentes, at mange eliteidrætsudøvere tilsyneladende er mere end villige til dope sig med eget eller andres blod for at forbedre deres præstationer. Sidste år fandt spansk politi i forbindelse med Operacion Puerto flere hundrede poser med blod på den spanske læges klinik. Blod, der angiveligt stammer fra nogle af cykelsportens største stjerner såsom Ivan Basso og Jan Ullrich.

Dermed har rytterne og de læger, der hjælper dem, genoptaget en metode, der ikke rigtig har været i brug siden midten af 1980erne. I 1984 blev bl.a. det amerikanske cykelhold til sommer-OL i Los Angeles taget i bloddoping. Dengang var metoden dog ikke forbudt, men året efter kom bloddoping på listen over forbudte metoder.

Senere kastede dopingsynderne deres kærlig på EPO, der akkurat som bloddoping er præstationsfremmende og ulovligt. EPO stimulerer kroppens produktion af røde blodlegemer og dermed hæmoglobin, der transporterer ilt rundt i kroppen.

Kan være umuligt at spore
EPO var i begyndelsen svær at afsløre, men i de senere år har nye og effektive kontrolmetoder gjort det besværligt at snyde med EPO, hvilket har givet comeback til bloddoping.

Det førte til, at to østrigske skiløbere og deres hjælpere til vinter-OL i Salt Lake City i USA i 2002 blev taget i doping med blod. Samtidig blev der i Salt Lake City observeret påfaldende mange sportsfolk med stikmærker i armene, hvilket fik enkelte eksperter til at hævde, at bloddoping var udbredt ved legene.

Sportsfolk kan benytte to forskellige former for bloddoping. De kan enten vælge at dope sig med eget blod, eller de kan gøre det med andres blod, altså bruge donorblod.

Hvis de vælger donorblod, er metoden meget enkel. Først skal de finde en villig donor med samme blodtype. Vedkommende behøver ikke nødvendigvis være i topform eller have mange røde blodlegemer. Altså kan det sagtens være rigtigt, at Alexandre Vinokourovs far har været bloddoner for sin søn, sådan som det bliver hævdet.

Fidusen er, at blodet fra donoren, en halv til en hel liter, bliver centrifugeret lige før indsprøjtning. Dermed bliver det tynde plasma fjernet, og tilbage er en mindre portion blod fyldt med røde blodlegemer, der bliver indsprøjtet dagen eller aftenen før konkurrence. Det er som at få en injektion højoktan blod.

Der er bare et problem med metoden for dopingsyndere. Den kan afsløres. Siden 2004 har det været muligt at påvise, om blodprøver indeholder særlige antigener eller proteiner, der ikke forekommer naturligt i blodet fra den person, prøven stammer fra.

Samtidig er der sundhedsproblemer forbundet med bloddoping. Hvis en blodtransfusion bliver foretaget på et sted uden ordentlige hygiejniske forhold, f.eks. på et hotelværelse, så kan der komme urenheder med ind i kroppen, hvilket kan være livsfarligt. Desuden fører for mange røde blodlegemer til, at blodet kan blive for tykt, hvilket øger risikoen for blodpropper.

Hvis doping bliver foretaget med eget blod, er princippet det samme. Forskellen er dog, at det er trættende at få tappet eget blod i større mængder, og det går ud over træning og forberedelse. En anden, men væsentlig forskel, er, at det endnu ikke er lykkedes dopingjægere at udvikle metoder, der kan afsløre doping med eget blod.

Mens bloddoping er interessant i sportsgrene såsom skiløb, cykling og langdistanceløb, hvor evnen til kunne transportere meget ilt gennem kroppen over lang tid er altafgørende, så handler doping med det mandlige kønshormon testosteron om at opnå ekstra muskelkraft.

Foreløbig er to ryttere i dette års Tour de France blevet taget i doping med testosteron. Den ene, Patrik Sinkewitz fra T-Mobile, blev i juni testet positiv for en forhøjet testosteronværdi i forbindelse med en træningslejr før Touren.

I går kom det så frem, at den italienske Cofidis-rytter Cristian Moreni også har afleveret en dopingprøve, der indeholder for store mængder testosteron.