Cykelhold iværksætter undersøgelse af sig selv efter kritik
En række nuværende og tidligere ryttere og ansatte har kritiseret forholdene på World Tour-holdet Picnic.

En række nuværende og tidligere ryttere og ansatte har kritiseret forholdene på World Tour-holdet Picnic.

World Tour-holdet Picnic skriver på sin hjemmeside, at det vil iværksætte en uafhængig undersøgelse af sig selv.
Det sker, efter at en række nuværende og tidligere ryttere og stabsmedlemmer har rejst en skarp kritik af arbejdsforholdene på cykelholdet.
I de hollandske medier NOS Sport og In de Waaier langer de ud efter det, de beskriver som en "frygtkultur".
- Beskrivelserne, som de nuværende og tidligere ryttere og ansatte deler, påvirker os. Samtidig kan vi ikke genkende os selv i det samlede billede, der bliver præsenteret.
- Det, at vi ikke deler samme oplevelse, underminerer dog ikke alvoren af de beretninger, der har set dagens lys. Vi vil derfor få en uafhængig undersøgelse til at kigge på, hvordan kulturen på holdet er i praksis, og i hvor høj grad den afspejler den kultur, vi sigter efter, skriver Picnic.
Medierne har talt med i alt 71 personer, som har opholdt sig på cykelholdet i den ene eller anden funktion.
Langt de fleste medvirker anonymt, men den tidligere cykelrytter Martijn Tusveld og træneren Adriaan Helmantel står frem med deres oplevelser.
Tusveld tilbragte syv sæsoner på holdet, der tidligere gik under navnene DSM, Sunweb og Giant-Alpecin.
Ifølge hollænderen gik det ikke ustraffet hen, hvis man kritiserede holdets strategi. Det mærkede han selv under Giro d'Italia i 2020, hvor han fik at vide, at han skabte dårlig stemning.
Året efter blev han fravalgt til alle de store løb, og ifølge ham selv var hans ærlighed årsagen.
En anden rytter bad sportsdirektør Rudi Kemna om at se en mentaltræner, fordi han havde det svært. Men Kemna fortalte den unavngivne kilde, at han "ikke troede på psykologer".
- I et konkurrencedrevet miljø som professionel sport kan nogle ting gå galt. Derfor er der flere måder, som personer på holdet kan lufte problemer eller bekymringer på.
- Rytterne har en personlig træner, der er en rytterkomité, og stabsmedlemmer kan gå til fortrolige rådgivere, skriver Picnic på sin hjemmeside.
Cykelholdet har gennem årene haft adskillige danske ryttere på holdet. I den forgange sæson var Tobias Lund Andresen på kontrakt, og tidligere har Casper Pedersen, Søren Kragh Andersen og Frederik Rodenberg blandt andre været på lønningslisten.
RITZAU