Curlingherrer må nøjes med EM-bronze

De danske curlingherrer tabte 3-8 til Skotland fredag aften og må ligesom kvinderne nøjes med bronze ved EM. Danskerne faldt sammen efter en lige start.

De danske curlingherrer udnyttede ikke deres chancer i begyndelsen af kampen og tabte derfor 3-8 til Skotland i Danmarks anden kamp om en plads i EM-finalen i Tyskland.

Efter den niende af 10 mulige ender gav danskerne under ledelse af skipper Johnny Frederiksen fortabt, og dermed må Danmark tage til takke med bronze ved EM, mens skotterne møder hidtil ubesejrede Norge i finalen lørdag. Tidligere fredag tabte Danmark 4-7 mod netop Norge i den første kamp om en finaleplads.

Kampen mod Skotland, som Danmark besejrede i det indledende gruppespil, var ellers helt lige efter femte ende, hvor stillingen var 2-2, men herefter faldt danskerne helt sammen, mens skotterne udnyttede deres chancer.

Dermed blev fredagen lidt af et antiklimaks for de ellers succesfulde danske curlinghold med to nederlag til både herrerne og kvinderne, der også må tage til takke med EM-bronze.

/ritzau/