Curlingherrer får canadiske stryg og slutter sidst

Et nederlag til Canada betyder, at også curlingherrerne slutter på sidstepladsen i gruppespillet.

Heller ikke sidste curlingkamp blev nogen succes for de danske curlingherrer. Scanpix/Wang Zhao Fold sammen
Læs mere

Pyeongchang. Danmarks curlingherrer rejser hjem fra vinter-OL i Pyeongchang med to sejre og syv nederlag i bagagen.

Det står klart efter holdets sidste kamp mod Canada, der onsdag blev tabt 3-8. Heller ikke den blev nogen mindeværdig forestilling for de danske herrer.

Canada var overlegne fra start, og med udsigten til et nederlag gav danskerne op efter syvende ende.

I første ende kom danskerne allerede i et dybt hul, da Canada scorede fire point.

Skipper Rasmus Stjerne og co. kom på tavlen i anden ende, men fik aldrig fat på canadierne, der var for stor en mundfuld.

Selv om danskerne scorede et point og reducerede til 3-8 i syvende ende, blev det ikke til et comeback.

Nederlaget betyder, at Danmarks curlingherrer ligesom de danske kvinder slutter sidst i gruppespillet ved vinterlegene.

Kvinderne har dog en sidste chance for at pynte på den samlede danske sejrshøst. Før kvindernes kamp mod Sydkorea har herrerne og kvinderne tilsammen hentet tre sejre.

/ritzau/