CSC: Vind og vi fortsætter

Storsponsoren CSC har ikke været inde over Bjarne Riis beslutning om skjult Tour de France-deltagelse. IT-virksomheden er endvidere klar til at fortsætte samarbejdet, så længe rytterne vinder og vinder, siger den europæiske præsident Guy Hains.

CSC-rytterne tror stadig de kan vinde etaper i Tour de France, selvom Bjarne Riis ikke sidder bag rettet. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

ALDERSHOT. Det vil ikke være i underkanten at skrive, at Guy Hains, præsident for CSC Europa, skilte sig markant ud, da det danske cykelhold i går tog imod pressen netop i virksomhedens europæiske hovedkontor syd for London.

For flankeret af de to CSC-sports­direktører, Alain Gallopin og Scott Sunderland, samt ni cykelryttere, lignede Hains i jakkesættet noget så eftertrykkeligt, det han er: En forretningsmand, der opvejer fordele og ulemper for herefter at træffe det valg, som analysen konkluderer er mest givtig.

»Vi ser på helheden ikke kun enkeltdele,« svarer han også på spørgsmålene om Bjarne Riis doping­tilståelse og tyske Jörg Jaksches beskyldninger mod frontmanden i sportsligt regi.

Kroner og øre
Udmeldingen kan velsagtens forstås på den måde, at CSCs potentielle prestigetab i eksempelvis dopingforargede Danmark koster mindre end det, cykelsponsoratet kaster af sig på verdensplan.

»Det handler om at vinde, og så længe rytterne gør det, er vi med,« siger Guy Hains.

»Lige nu går det godt i Pro Touren, vi har et godt hold, og CSC er glade. Vi støtter sporten, og det har været en lang, god rejse i seks år,« siger Hains, der deslige igen og igen understreger, at foretagendets nultolerancepolitik på dopingområdet stadig eksisterer.

Guy Hains respekterer i samme åndedrag Bjarne Riis disposition og tror på, at holdets øvrige ledere nok skal klare paragrafferne.

»Det er alene Bjarnes beslutning, at han ikke vil med rundt. Bjarne føler, at han vil dræne holdet for energi med sin tilstedeværelse, og det går jo ikke. Vi har brug for et stærkt hold,« siger Guy Hains.

IT-virksomheden CSC har kontrakt med Riis Cycling A/S til og med 2008-sæsonen og sponsorerer årligt med godt 70 millioner kroner.