Crystal Palace kan onsdag skrive historie og vinde sit første europæiske trofæ nogensinde.

Det vil være et enormt skridt for den snart 121 år gamle klub, der i bedste fald rangerer som den femtestørste klub i London og sidste år vandt sit første trofæ nogensinde med en overraskende 1-0-sejr over Manchester City i FA Cup-finalen.

Det vil også være et perfekt punktum for cheftræner Oliver Glasner, der allerede i januar annoncerede, at han stopper i Crystal Palace ved kontraktudløb denne sommer.

- Når man ser en film eller læser en bog, håber man altid på en lykkelig slutning. At slutte denne mere end to år lange rejse med endnu et trofæ – Crystal Palaces første i Europa – vil være utroligt, siger østrigske Glasner til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

På overfladen rummer Crystal Palaces mulige triumf mange af ingredienserne fra et eventyr.

Men kradser man lidt, er det nærmere en historie om en liga, hvor selv midterklubber i stigende grad har alle muligheder for at høste trofæer i Europa.

Hvis Crystal Palace slår Rayo Vallecano i Leipzig onsdag, og Arsenal lørdag følger trop og triumferer mod Paris Saint-Germain i Champions League, gør England rent bord og henter tre europæiske trofæer i denne sæson.

Det er kun sket én gang tidligere – i 1990, hvor AC Milan, Sampdoria og Juventus understregede Italiens daværende dominans.

Trods åbenlys mangel på erfaring med både europæisk fodbold og finaler er Crystal Palace klar favorit mod spanske Rayo Vallecano i Leipzig onsdag aften.

Det skyldes til dels, at modstanderen fra en forstad til Madrid på samme måde mangler erfaring, men også at forskellen på duellanterne er enorm på et afgørende punkt.

Målt på sportslig data og præstationer i turneringen hidtil er holdene næsten helt lige, men økonomisk er de milevidt fra hinanden.

Crystal Palaces omsætning og lønbudget er omkring tre gange større end Rayo Vallecanos, og englændernes trupværdi er cirka fem gange større ifølge Transfermarkt.

- Mange havde Crystal Palace som potentiel vinder inden turneringen, men vi ved, hvad fodbold kan. Det smukke er, at den fuldstændig trodser alle forudgående analyser, og man er nødt til at spille kampen, siger Rayo-træner Inigo Perez optimistisk til Uefas hjemmeside.

Han kan dog ikke løbe fra, at billedet var lidt det samme i Europa League.

Her var Aston Villa ligesom Crystal Palace i Conference League turneringsfavorit inden ligaspillets start, og i finalen mødte man et hold, der som Rayo var vurderet som outsider lige under de bedste. Villa slog Freiburg 3-0 i Istanbul.

Det er især i Europa League og Conference League, at de engelske holds markante økonomiske muskler grundet stor kommerciel værdi og gigantiske tv-aftaler gør den største forskel.

Anderledes kan det næsten ikke være, når engelske klubber ifølge revisionsfirmaet Deloittes seneste udgave af "Money League" sidder på 15 af 30 pladser på listen over de rigeste klubber i verden.

Fire-seks af dem konkurrerer i Champions League, hvor klubber som især Real Madrid, Barcelona, Bayern München og Paris Saint-Germain både sportsligt og økonomisk byder de engelske klubber op til dans.

Men i de sekundære turneringer tegner sig en klar tendens.

Intet engelsk hold er således blevet slået ud af et ikke-engelsk hold i hverken Europa League eller Conference League siden indførelsen af ligaspil i stedet for gruppespil i 2024.

Netop ændringen til ligaspil har umiddelbart banet vejen for flere engelske trofæer. Således kommer der ikke længere nogen treere fra Champions League-gruppespillet med i Europa Leagues knockoutfase. Eller fra Europa League til Conference League.

Alene i Europa League kom seks turneringsvindere i de 15 år op til ligaspillenes indførelse ned fra Champions League, og kun én af dem var engelsk - Chelsea i 2013.

Den konkurrence er nu forsvundet, og engelske deltagere vil nærmest altid være i favoritfeltet.

Således også Bournemouth og Sunderland samt muligvis Crystal Palace, der kvalificerer sig med sejr over Rayo Vallecano, i næste sæsons Europa League, selv om AC Milan, Juventus og Leverkusen historisk er langt større klubber.

I Conference League sender England Brighton til at konkurrere med blandt andet Atalanta, Ajax, Monaco og Freiburg.

/ritzau/