Crystal Palace ansætter tidligere Newcastle-træner

fbl-eng-pr-newcastle-crystalpa
Alan Pardew skal fremover stå i spidsen for Crystal Palace. Fold sammen
Læs mere

Alan Pardew er ansat som ny manager i Crystal Palace. Den tidligere Newcastle-træner har fået en kontrakt på tre et halvt år, skriver klubben på sin hjemmeside.

Ventet var det, at Alan Pardew ville underskrive en kontrakt med Premier League-klubben Crystal Palace, og lørdag formiddag er det så officielt bekræftet. Ifølge avisen The Guardian har Crystal Palace betalt Newcastle 33 millioner kroner for at slippe træneren før kontraktudløb.

Selv glæder den nyudnævnte manager sig til de nye udfordringer.

»Jeg er ovenud tilfreds med at være ny manager i Crystal Palace. Alle kender min historie med klubben, og det vigtige er nu at føre den til et højere niveau. Jeg tror på, at jeg med opbakningen fra Steve Parish (formand i Crystal Palce, red.) og resten af bestyrelsen kan være med til at skabe en ny og spændende historie,« siger Alan Pardew, der som aktiv spillede fire sæsoner for Crystal Palce, til klubbens hjemmeside.

Crystal Palace fyrede Neil Warnock efter nederlaget til Southampton anden juledag, og det åbnede altså døren for Alan Pardew, der i forvejen er bosat i London, hvor Crystal Palace holder til. Tidligere har han trænet London-klubberne West Ham og Charlton.

Skiftet væk fra Newcastle er bemærkelsesværdigt, fordi Alan Pardew forlader en klub med markant større budgetter end det, man er vant til på Selhurst Park i den sydlige del af den engelske hovedstad. Også målt på tabellen vækker trænerrokaden i Premier League opsigt, fordi Newcastle hører til blandt den bedre halvldel af rækken, mens Palace kæmper hårdt under nedrykningsstregen.

Stigende utilfredshed blandt Newcastles tilhængere kan have været med til at sende Alan Pardew væk fra den nordengelske klub, der endnu ikke har fundet en ny træner.