Coronavirus rammer ny spiller hos nyoprykkede Vejle

Sergiy Gryn fra Vejle er blevet smittet med coronavirus. Han har ikke været i kontakt med andre fra truppen.

Vejle Boldklubs Sergiy Gryn i 1. divisonskampen mellem Vejle Boldklub og Nykøbing FC på Vejle Stadion, tirsdag den 14. juli 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Fodboldklubben Vejle Boldklub, der har sikret sig oprykning til Superligaen, har for anden gang registreret et tilfælde af coronavirus i truppen.

Ukrainske Sergiy Gryn er således blevet testet positiv.

Det oplyser klubben tirsdag på sin hjemmeside.

26-årige Sergiy Gryn har ikke været i kontakt med andre fra truppen. Derfor har Vejle kunnet træne videre uændret på trods af smittetilfældet.

»Vi var forberedt på, at der kunne være en spiller, der blev smittet i sin ferie. De protokoller, vi i samarbejde med Divisionsforeningen hele foråret arbejdede ud fra, har igen vist sit værd,« siger teknisk chef hos Vejle Jacob Krüger.

»Takket være disse forholdsregler kunne vi konstatere Sergiy Gryns smitte ved den første test. Der var ikke andre spillere, der var positive. Nu er spilleren sendt i isolation, som protokollen foreskriver,« lyder det.

I midten af maj meddelte Vejle for første gang, at en af klubbens spillere var blevet testet positiv for coronavirus.

Vejle vil torsdag igen teste hele spillertruppen og staben, oplyser klubben.

Superligaklubben Brøndby har tidligere også haft to coronatilfælde. I slutningen af juni meddelte holdet, at Simon Hedlund og Samuel Mraz var blevet testet positive for coronavirus.

AGFs Mustapha Bundu, der for nylig blev solgt til belgiske Anderlecht, blev i juli ligeledes testet positiv for coronavirus.

Superligasæsonen blev udskudt på grund af coronapandemien, men er siden blevet færdigspillet. Den nye sæson begynder 11. september.

Vejle sikrede sig oprykning med førstepladsen i 1. division foran Viborg.

/ritzau/