Ti kampe er det blevet til for Steve Cooper, som indledte sin karriere som Brøndby-træner med en eventyrlig sejr over FC København i september.

- Det var min første erfaring i Brøndby. Det var en stærk og positiv oplevelse, og det øgede virkelig min appetit på at være her. Og appetitten er bare vokset dag for dag, siger Cooper.

Siden derbysejren har der været flere bump på vejen for Cooper og Brøndby, som er med i toppen af Superligaen før endnu et derby mod FCK i Parken søndag middag.

Bumpene i ligaen er kommet to gange mod AGF, mens Brøndby desuden røg ud af pokalen til FC Nordsjælland.

Resten af kampene er vundet, og med en sejr søndag kan Brøndby komme hele ni point foran FCK.

Det potentielle forspring til ærkerivalen er ikke noget, den 45-årige waliser vil bruge tid på nu. Han er mere optaget af, at han endnu ikke har fået holdet op på det niveau, han ønsker.

- Vi skal slå nogle barrierer ned for at nå det niveau, jeg virkelig gerne vil have os til at nå, siger Cooper.

Med fokus på disciplin og detaljer på træningsbanen samt uden for banen vil Cooper have spillerne til at blive bedre.

- Jeg ser en god indstilling og vilje til at nå til det næste niveau. Sådan er det med alt i livet, det kræver hårdt arbejde.

- Jeg presser spillerne for at nå det næste niveau, og det bliver ikke nemt. Spillerne har hørt det fra mig, de skal ofre sig, de skal lide, og de skal presses.

- De skal levere, når det gælder. Det er en proces, vi er i gang med, og jeg ser fremskridt, siger Cooper.

Han forsøger at balancere kampen om point her og nu med en langsigtet udviklingsplan for klubben.

- Vi arbejder på to fronter. Det handler om at vinde kampe hele tiden. Men det handler også om at blive bedre på lang sigt, forklarer Cooper.

I forsøget på at vinde flere kampe her og nu og meget gerne mod FCK havde Brøndby-træneren godt nyt om flere spillere, som er ved at være klar igen efter skader.

Den offensive midtbanespiller Nicolai Vallys, som var ude i den seneste 2-0-sejr over FCN, har trænet med hele ugen og lader til at kunne gå direkte ind i startopstillingen igen.

- Vallys har trænet med hele ugen. Han har været uheldig og har fået brudt sin rytme med skader, men han har set god ud i denne uge, siger Cooper.

Noah Nartey har døjet med en mindre rygskade og missede U21-landsholdets to kampe mod USA og Belarus. Cooper vil ikke tage chancer med den centrale midtbanespiller, som er i spil til derbyet.

Endelig er forsvarsspilleren Sean Klaiber, som har misset de seneste tre kampe, tvivlsom til det sidste.

/ritzau/