Contador uønsket i Hamburg

Den spanske sejrherre i Tour de France, Alberto Contador, er ikke velkommen til ProTour-løbet i Hamburg på grund af sin mulige indblanding i Operacion Puerto.

Tour de France-vinderen Alberto Contador er uønsket under cykelløbet Hamburg Cyclassics. Arrangørerne af det tyske ProTour-løb oplyser onsdag, at man ikke vil have ryttere til start, der har deres navn stående i den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes' arkiver. Og derfor er Contador ikke velkommen på de nordtyske landeveje den 19. august.

- Vores grundholdning er, at vi ikke vil have ryttere til start som har deres navn stående på Fuentes-listen, siger Frank Bertling, forretningsfører for Upsolut, der arrangerer Hamburg Cyclassics.

Rygterne om Alberto Contadors mulige forbindelse til Eufemiano Fuentes fik yderligere medvind, da den tyske biolog, Werner Franke, dagen efter afslutningen på Tour de France kaldte spanierens sejr for 'det største svindelnummer i sportens historie'.

Tyskeren har siden afleveret en række beviser for sin påstand. Disse beviser har betydet, at det Internationale Antidoping Agentur (WADA) har besluttet sig for at undersøge Contadors indblanding i den spanske dopingsag. /ritzau/