Contador: Jeg har aldrig taget doping

Tour de France-vinderen Alberto Contador erklærer, at han aldrig har taget doping og er parat til aflevere sin dna-profil for at modbevise beskyldningerne.

Den spanske Tour de France-vinder Alberto Contador holdt fredag hof i Madrid. Her fortalte Contador, der har været under mistanke for brug af doping, at han aldrig har brugt kanyler og piller for på ulovlig vis at få mere fart i cyklen. Samtidig er han parat til at aflevere sin dna for at bevise sin uskyld.

- Jeg har aldrig gjort mig skyldig i nogen dopingovertrædelser og har aldrig deltaget i nogen form for doping. Det garanterer jeg, sagde Alberto Contador, der læste op af et manuskript, ved et pressemøde i den spanske hovedstad.

- Jeg vil stå til rådighed for alle relevante antidopingmyndigheder og svare på alle spørgsmål. Jeg vil også afgive min dna, fortsatte spanieren.

Discovery Channel-rytteren, der i slutningen af juli blev hyldet som vinder af Tour de France, har på vej mod sejren og frem til i dag kæmpet hårdt mod en række belastende udsagn, der sætter ham i forbindelse med sidste års store dopingsag, Operacion Puerto. Blodposer med initialerne A.C. blev angiveligt fundet under ransagningen af dopinglægen Eufemiano Fuentes' lægeklinik, mens den tyske dopingekspert Werner Franke hævder at have beviser på at spanieren har dopet sig.

/ritzau/