Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Før sidste etape i Katalonien Rundt var Alberto Contador kun fire sekunder efter Joaquim Rodriguez i det samlede klassement. Men trods et solidt forsøg på at tage de nødvendige sekunder, måtte spanieren nøjes med andenpladsen.
I stedet løb Jacob Fuglsangs holdkammerat Lieuwe Westra med opmærksomheden. Den tidligere vinder af Post Danmark Rundt vandt etapen efter at være kommet kom med i et tidligt udbrud, der blandt andet også talte stærke ryttere som Thomas Voeckler og Marcus Burghardt.
Tidligt på etapen så det ellers ud til, at feltet havde det hele under kontrol. Der blev holdt en konstant snor i udbryderne - og deres forspring nåede aldrig op på over fem minutter. Men den ventede sammensmeltning kom aldrig.
Første udskilning i udbrydergruppen kom med 50 kilometer til mål. Her angreb Westra og fire andre ryttere fra udbruddet. Og de fik hurtigt oparbejdet et godt hul til resten af udbryderne.
Nede i feltet skete der også ting og sager. Jacob Fuglsang forsøgte blandt andet endnu engang at slippe væk fra konkurrenterne. Men som så mange gange før i løbet, blev den angrebsivrige dansker hurtigt hentet igen. Mere pondus var der derimod over Alberto Contadors angreb. Sammen med nummer tre i det samlede klassement, Tejay Van Garderen, satte han alt ind på at hente nødvendige sekunder, der kunne give ham en sejr for anden uge i træk i et etapeløb.
Men Joaquim Rodriguez lod sig ikke overrumple, og med et hårdtarbejdende Katusha-mandskab i front af feltet, måtte de hurtigt give fortabt. Det opskruede tempo betød samtidig, at den forsvarende Tour-vinder Chris Froome blev sat på nedkørslen frem mod målstregen. Han endte med at tabe så meget tid, at han røg helt ud af top 10.
Oppe blandt udbryderne forsøgte altid farlige Thomas Voeckler at slippe væk fra resten af gruppen. Han fik dog ikke det afgørende hul, og i stedet slog Lieuwe Westra kontra. Med 12 kilometer til mål havde han oparbejdet et forspring på ét minut til resten af udbryderne. Den afstand øgede den tempostærke Astana-rytteren ind mod mål. Og ved målstregen var hollænderen knap halvandet minut foran forfølgerne.
Yderligere 30 sekunder senere trillede favoritgruppen med en skuffet Alberto Contador over stregen. Efterfølgende glædede Tinkoff-Saxos sportsdirektør Philippe Mauduit sig dog over, at den klejne spanier fortsætter med at vise lovende takter:
- Alberto gjorde alt, hvad han kunne for at tage de nødvendige sekunder på Purito (Rodriguez, red). Det er naturligvis frustrerende at være så tæt på at tage den samlede sejr, men Alberto fortsætter med at vise en god form. Nu ser vi frem mod næste løb, Pays Basque, siger han til holdets hjemmeside.
Jacob Fuglsang sluttede på en niendeplads i klassementet ét minut efter Joaquim Rodriguez.