Colombia fik ram på de afrikanske elefanter

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Colombia sikrede sig praktisk talt billetten til 1/8-finalen, da det torsdag aften blev til en 2-1-sejr over Elfenbenskysten i en kamp, der først vågnede efter pausen.

Første halvleg bar desværre præg af, at begge hold - efter sejre i åbningskampene - godt kunne se det fornuftige i en pointdeling. Der manglede de afgørende offensive satsninger, og halvlegen blev i stedet et studie i hårde midtbanedueller mellem de de robuste ivorianere og de knaldhårde colombianere. Det chancemæssige højdepunkt var uden tvivl Teofilo Gutierrez' kæmpeafbrænder efter 27 minutters spil. Han fik serveret bolden helt blank foran Colombias mål af James Rodriguez. Men motorikken svigtede, og afslutningen var tættere på at ryge til indkast end ind i nettet.

Elfenbenskysten havde igen valgt at bænke den aldrende stjerneangriber Didier Drogba. Og hans luftstyrke og karisma var savnet i den ivorianske offensiv. Alt for meget var overladt til Manchester City-stjernen Yaya Touré, der hurtigt så træt ud i heden i Brasilia.

Begivenhederne tog for alvor fart i anden halvleg, hvor Elfenbenskysten indledningsvist tog styringen med en massiv boldbesiddelse. Men det var alligevel colombianerne, der var tæt på at bringe sig foran. Fiorentina-profilen Juan Cuadrado lavede proptrækkerdriblinger på kanten af feltet, og hans afslutning tog stolpen. Efter en times spil sendte Elfenbenskystens franske træner, Sabri Lamouchi, så endelig Drogba til banen. Til stor jubel fra selv de mange colombianske fans.

Men Drogba havde blot været på banen i tre minutter, da han snorksov ved et hjørnespark og tillod den lille colombianske tekniker Jackson Rodriguez at heade sit hold i front.

Og 10 minutter senere var Elfenbenskysten Serey Die uopmærksom i et splitsekund, og så fik den hurtige angriber Juan Quintero en friløber, som han fladt lagde forbi målmand Boubacar Barry. 2-0, og det lignede afgørelsen. Men få minutter senere strøg Elfenbenskystens Gervinho igennem i venstre side af colombianernes felt, og Roma-angriberen fik lidt heldigt sparket bolden ind bag David Ospina i Colombias mål.

Scoringen blev startskuddet til en hidsig ivoriansk slutspurt. Men de afgørende muligheder udeblev, og så endte det med en trods alt fortjent colombiansk triumf.

Elfenbenskysten skal nu bruge en sejr over Grækenland i den sidste gruppespilskamp for at sikre sig videre VM-deltagelse.