Colin Rösler skulle ikke vente længe på sin debut i AGF-trøjen.

Blot tre dage efter skiftet fra Malmö FF var den 26-årige midtstopper i startopstillingen mod Sabah FK i tredje runde af Champions League-kvalifikationen.

AGF vandt 2-1 på den midlertidige europæiske hjemmebane i Randers, og Rösler, der er søn af den tidligere AGF-cheftræner Uwe Rösler, nød sin første kamp foran de aarhusianske fans.

- Jeg ved, hvor gode fans vi har her, og allerede da jeg skrev under, glædede jeg mig rigtig meget til at spille foran dem, siger Colin Rösler.

- Vi har et fantastisk hold og fantastiske trænere, så det føles allerede, som om jeg har været her i lang tid. Jeg føler mig hjemme.

Rösler er hentet ind som forstærkning til et forsvar, der har været hårdt ramt af skader. Først dagen før kampen fik han besked om, at han skulle starte.

- Det er den bedste måde at komme ind på holdet på - at spille med det samme, siger han.

Behovet for Rösler blev ikke mindre, da forsvarskollegaen Frederik Tingager for anden kamp i træk måtte udgå med en skade allerede i første halvleg af onsdagens kamp.

Rösler måtte også selv lade sig udskifte efter 81 minutter, men der var ingen grund til den store bekymring.

- Det var længe siden, jeg havde spillet 90 minutter, så det var bare krampe. Jeg prøvede at holde den kørende så længe som muligt, men til sidst var der ikke mere tilbage, siger han.

AGF har ingen superligakamp i weekenden og kan derfor rette fuldt fokus mod returopgøret i Baku på tirsdag.

- Vi ved, det bliver en hård kamp dernede, men vi skal ned og levere en toppræstation, siger Rösler.

Hvis AGF forsvarer sin samlede føring, er klubben klar til playoff-runden i Champions League-kvalifikationen, hvor enten Hapoel Beer-Sheva eller Røde Stjerne Beograd venter.

RITZAU