Cofidis trækker sig fra Touren

Holdet bag den dopede Cofidis-rytter Cristian Moreni har offentliggjort, at det trækker sig fra Tour de France.

Det franske cykelhold Cofidis offentliggjorde onsdag aften, at holdet trækker sig fra Tour de France efter Cristian Morenis positive doping test tidligere på dagen.

- Det er det eneste at gøre under disse omstændigheder, sagde holdets præsident Francois Migraine.

Cofidis blev dermed det andet hold, der forlader Tour de France 2007. Tirsdag kom det frem, at Alexandre Vinoukourov var røget i dopingfælden, efterfølgende bad de franske arrangører A.S.O hele Astana-mandskabet trække sig, og det skete.

Cofidis forlod tilsyneladende Touren frivilligt, inden A.S.O. nåede at spørge.

Den italienske Cofidis-rytter Cristian Moreni forsøgte ikke at løbe fra, at han har brugt ulovlige medikamenter i årets Tour de France, da han onsdag blev konfronteret med en positiv prøve fra en tidligere etape.

- Han indrømmer, at han har gjort det og vil ikke bede om en B-prøve, sagde Eric Boyer, der er manager på Cofidis-holdet.

Cristian Moreni blev pillet ud af løbet som en konsekvens af sin positive dopingtest, hvor der blev fundet spor af kunstig testosteron efter 11. etape.

/ritzau/