Cofidis fyrer Moreni

Cykelholdet Cofidis har fyret holdets rytter Cristian Moreni. Italieneren blev fældet af en positiv dopingprøve i Tour de France.

Cykelholdet Cofidis besluttede torsdag aften at fyre Cristian Moreni.

Det skete dagen efter, at det kom frem, at Moreni var blevet testet positiv for dopingmisbrug. Det fik Cofidis-holdet til at forlade Tour de France.

Den italienske Cofidis-rytter Cristian Moreni blev fældet af en test efter 11. etape, hvor der blev fundet spor af kunstig testosteron.

Den 34-årige Moreni indrømmede straks sit misbrug og ønskede ikke at få foretaget en B-prøve.

Beskeden fra Cofidis-holdet blev meldt ud samme dag, som Moreni blev frigivet af fransk politi i byen Pau, hvor Moreni var blevet tilbageholdt for at svare på spørgsmål i forbindelse med dopingovertrædelse.

/ritzau/