Claus Jensen roser Lyngby

Landsholdsspilleren Claus Jensen roser Lyngby. Han mener ikke, at oprykkerne behøver at frygte modstanderne i SAS Ligaen.

Lyngby har indledt SAS Liga-sæsonen med flot spil. Midt i ugen fik oprykkerne tilmed det første point, da det blev uafgjort ude mod det forventede tophold OB. Klubløse Claus Jensen træner i øjeblikket med i sin gamle klub, og landsholdsspilleren mener ikke, at Lyngby har grund til at være skræmte over modstanden.

- Drengene ser skarpe ud, synes jeg, og der er ingen grund til at være bange for nogle af holdene i rækken, siger Claus Jensen til klubbens hjemmeside.

- Som udefra kommende er stemningen i truppen rigtig god efter en kanonkamp mod OB, og jeg regner da bestemt med at skulle se kampen i Farum, siger Jensen, der snart forventes at træffe en beslutning om sin egen fremtid.

Lyngby gæster søndag eftermiddag Farum Park, hvor oprykkerne møder FC Nordsjælland.

/ritzau/