Clara Tauson slår sig i karrierens anden WTA-finale

Med en sejr over Marketa Vondrousova blev Clara Tauson klar til finalen i WTA-turneringen Luxembourg Open.

Clara Tauson er klar til sin anden WTA-finale i karrieren. (Arkivfoto) Sarah Stier/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Luxembourg. Clara Tauson skal søndag spille om sejren i WTA-turneringen Luxembourg Open.

Det står klart, efter at det danske tennistalent lørdag slog tjekkiske Marketa Vondrousova, nummer 35 på verdensranglisten, i semifinalen.

Tauson, der selv er nummer 70 på ranglisten, vandt i tre sæt med cifrene 6-4, 2-6, 6-4.

Dermed er hun klar til karrierens anden WTA-finale. Den første, som var i Lyon Open i marts, vandt Tauson.

Lettiske Jelena Ostapenko er Tausons modstander i søndagens finale. De to spillere har aldrig mødt hinanden før.

Ostapenko vandt Luxembourg Open i 2019 og er forsvarende mester, da den ikke blev afholdt sidste år på grund af coronapandemien.

Den 24-årige lette vandt French Open i 2017, men siden har det været småt med store resultater.

Den 18-årige dansker fik en god start på kampen, da hun brød tjekkens serv allerede i første parti.

Danskeren var tæt på at gøre det samme igen foran 3-1, men Vondrousova afværgede Tausons tre breakbolde og fulgte op med at bryde i det efterfølgende parti, så der igen var lighed.

Et nyt servegennembrud af Tauson sendte hende igen i front og lidt efter kunne hun sætte første sæt på tavlen.

I andet sæt gik det dog hurtigt ned ad bakke for Tauson, der i sit første serveparti blev brudt. Vondrousova havde for alvor skruet bissen på og sendte i overbevisende stil kampen ud i et tredje sæt.

Det startede godt set med danske briller. Ligesom i første sæt indledte Tauson med at bryde Vondrousovas serv. Tjekken gjorde dog det samme ved danskeren i næste parti.

Derfra fulgtes de to ad frem til 4-4. Her slog Tauson til i Vondrousovas serv og tog et afgørende skridt mod sejren.

Nu kunne danskeren selv serve sejren hjem. Det gjorde Tauson uden slinger i valsen.

Luxembourg Open rangerer på laveste niveau inden for WTA-turneringer som en WTA 250-turnering. Det gjorde Lyon Open, som Clara Tauson altså vandt i marts, også.

Der er stolte danske traditioner i Luxembourg Open. I 2013 vandt Caroline Wozniacki turneringen. Fem år tidligere var hun i finalen, men tabte.

/ritzau/