Clara Tauson har nået sin karrieres højeste placering på verdensranglisten.
Mandag har WTA opdateret ranglisten, og den danske tennisstjerne er rykket en smule frem, så hun nu er nummer 12 i verden.
Det seneste ryk på verdensranglisten kommer, selv om Clara Tauson ikke ligefrem imponerede ved det netop afsluttede US Open.
Hun blev således sparket ud af årets sidste grand slam-turnering allerede i første runde, hvor hun noget overraskende tabte til filippineren Alexandra Eala.
Men pointsystemet er altså indrettet sådan, at Clara Tauson nu kan prale af at være blandt verdens 12 bedste kvindelige tennisspillere.
Hun indledte året som nummer 50 og har siden triumferet i Auckland, nået en WTA 1000-finale i Dubai, ottendedelsfinalen i Wimbledon samt været i semifinalen i en WTA 1000-turnering i Montreal.
Undervejs har hun slået topspillere som Aryna Sabalenka, Iga Swiatek, Madison Keys og Emma Navarro.
Mens Clara Tauson stryger op ad verdensranglisten, er Caroline Wozniacki slet ikke længere at finde på listen.
Den tidligere danske verdensetter har ikke samlet nogen point sammen, siden hun blev sendt ud af US Open sidste år.
Hun fødte tidligere i år sit tredje barn og har ikke udtalt sig om sine karriereplaner, siden hun i forbindelse med French Open fortalte Ritzau, at hun ikke vil udelukke at spille professionel tennis igen.
Wozniacki indstillede sin karriere for første gang i starten af 2020, men i sommeren annoncerede hun sine comebackplaner, der blev ført ud i livet få uger efter.
Hun nåede samme sommer ottendedelsfinalen i US Open, og den bedrift gentog hun, da hun sidste sommer deltog i grand slam-turneringen i New York.
Det var hendes to bedste resultater efter comebacket sammen med kvartfinalen i Indian Wells i marts 2024.
/ritzau/