Clara Tauson er blandt de sidste otte i Australian Open

Det sidste danske håb i Australian Open holder ved med sejr i to sæt mod schweizisk modstander.

Foto: Liselotte Sabroe

Det danske tennistalent Clara Tauson er klar til kvartfinalen i juniorrækken i Australian Open.

Det stod klart tidligt onsdag morgen dansk tid, efter at Tauson i to sæt havde besejret Valentina Ryser fra Schweiz med cifrene 6-2, 7-5.

Tauson servede mere stabilt end sin modstander, og hun var også skarpere ved nettet, hvor hun vandt point otte ud af de ni gange, hun vovede sig frem til midten af banen.

Til gengæld lavede hun flere uprovokerede fejl - 33 mod 28 - end Valentina Ryser.

Den 16-årige Clara Tauson er førsteseedet i grand slam-turneringen, som hun deltager i for første gang.

/ritzau/