Citys målhelt: De sagde jeg ikke skulle skyde

Vincent Kompany scorede det eneste mål, da Manchester City mandag aften vandt over Leicester i Premier League.

Premier League - Manchester Ci
Vincent Kompanys mål sikrede Manchester City førstepladsen i Premier League med én spillerunde tilbage. Phil Noble/Reuters Fold sammen
Læs mere

Manchester Citys anfører, Vincent Kompany, blev helten for hjemmeholdet mandag aften, da han scorede sejrsmålet til 1-0 over Leicester City med 20 minutter tilbage af kampen.

Forsvarsspilleren tordnede bolden afsted fra godt 25 meters afstand, og den brækkede i luften væk fra en chanceløs Kasper Schmeichel i Leicester-målet.

Selv om det var Kompanys første mål i sæsonen, og det første nogensinde i Premier League, hvor han scorede placeret uden for feltet, så var han alligevel en smule irriteret efter kampen.

- Alle sagde, at jeg skulle lade være med at skyde, men jeg er ikke kommet så langt i min karriere for at blive fortalt, hvornår jeg kan og ikke kan skyde, siger han til Sky Sports.

- Jeg har i 15 år lyttet til midtbanespillere på topniveau, der har fortalt mig, at jeg ikke skulle skyde, men jeg har altid sagt til dem, at jeg en dag ville skyde langt ude fra, og at jeg ville score et mål, siger han.

City-manager Pep Guardiola fortalte ifølge Reuters efter kampen, at han var en af dem, der havde rådet Kompany til ikke at skyde.

Men han er glad for, at belgieren ikke lyttede til hans råd og roste efter kampen Kompany for den indflydelse, han har haft på City-madskabet.

- Der er spillere, der hjælper os med at være dem, vi er i dag. Joe Hart, Pablo Zabaleta og Vincent Kompany.

- Når han (Kompany, red.) er på toppen, er han en formidabel forsvarsspiller. Han er en leder. Jeg er glad på hans, klubbens og alles vegne, siger Guardiola ifølge Reuters.

Sejren over Leicester bragte City tilbage i front af tabellen, hvor holdet nu har 95 point. Det er et enkelt point mere end Liverpool på andenpladsen.

Premier League-mesterskabet bliver derfor i år afgjort i den sidste spillerunde for kun ottende gang i historien.

Den spilles på søndag, hvor City skal på besøg hos Brighton, mens Liverpool hjemme tager imod Wolverhampton.

- Liverpool-mandskabet spiller uden pres, fordi de ved godt, at de ikke selv kan afgøre det. Vi har presset på os, siger Guardiola.

/ritzau/