City vinder Liga Cuppen efter straffedrama mod Chelsea

Chelsea-manager Maurizio Sarri tabte en magtkamp, da målmand Kepa Arrizabalaga nægtede at lade sig udskifte.

Der var masse af hårde dueller og tacklinger i søndagens Liga Cup-finale. Her er det Chelseas Antonio Rüdiger, som nedlægger Manchester Citys David Silva. Carl Recine/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Wembley. Årets første titel er en realitet for Manchester City.

City vandt Liga Cuppen efter finalesejr på 4-3 over Chelsea efter straffesparkskonkurrence. De første 120 minutter endte 0-0.

City, som også vandt titlen sidste år, er nu oppe på seks Liga Cup-titler i klubbens historie.

I den afgørende straffesparkskonkurrence brændte Jorginho og David Luiz for Chelsea, mens Raheem Sterling satte det afgørende mål ind for City.

Men inden da var der masser af drama set over hele kampen.

Det begyndte dog lidt kedeligt. I første halvleg var der langt mellem de underholdende aktioner, og publikum på Wembley fik ikke mange chancer at se.

Chelsea og manager Maurizio Sarri havde valgt en defensiv strategi, og den virkede efter hensigten.

City havde svært ved at komme til chancer, og Chelsea-spillerne virkede tilfredse, så længe det stod 0-0.

City-angriberen Sergio Agüero havde de bedste forsøg i første halvleg.

Først skød argentineren over mål, og dernæst havde han et forkølet langskud, som Chelsea-keeper Kepa Arrizabalaga kunne gribe uden problemer.

City var på forhånd storfavorit til at snuppe sejren, men Chelsea begyndte at røre på sig i anden halvleg.

Især Chelseas offensive midtbanespiller Eden Hazard voldte Citys defensiv problemer.

Den indskiftede City-stopper Vincent Kompany blev sat med flere meter, da Hazard strøg ind i feltet og fandt holdkammeraten N'Golo Kante, som sparkede over mål.

Chelseas midtbanespiller Ross Barkley forsøgte sig også, men skuddet gik forbi målet.

City var farligst på kontrastød, og Chelsea måtte to gange i anden halvleg tage ufine metoder i brug for at stoppe modstanderen.

City-stjernen David Silva blev nedlagt af Antonio Rüdiger, som flænsede spanieren lige uden for feltet efter 72 minutter. Rüdiger fik et gult kort.

Og få minutter før tid viste City-angriberen Raheem Sterling sin hurtighed, så Chelseas midtbanespiller Jorginho var nødt til at tage endnu en advarsel af den mørkegule slags.

Til slut havde Willian et nærgående frispark, som City-keeperen Ederson verfede til hjørnespark.

Der blev ikke scoret i de første 90 minutter plus det løse, og så skulle holdene ud i en halv times forlænget spilletid.

Begge hold fik nu mere tid og plads, og det var City tættest på at udnytte ti minutter før tid.

Sterling susede til baglinjen inde i feltet og spillede bolden tilbage til Agüero, som afsluttede, men blev tacklet af Chelsea-stopperen César Azpilicueta i sidste øjeblik.

Derefter fulgte et drama af de helt store, da Sarri forsøgte at skifte målmand.

Men Kepa Arrizabalaga nægtede at lade sig udskifte, selv om reserven Wilfredo Caballero stod klar i flere minutter.

Sarri var rasende og på vej ud i omklædningsrummet, inden han vendte tilbage.

Der blev ikke scoret i de første 120 minutter, og så skulle det hele afgøres fra pletten.

Rüdiger blev nødt til at holde Sarri tilbage, da italieneren så ud til at ville snakke med Kepa Arrizabalaga.

I straffesparkskonkurrencen snuppede den spanske Chelsea-keeper et forsøg fra Leroy Sane.

Til gengæld indkasserede Kepa Arrizabalaga et svagt spark fra Agüero, hvor han ellers var helt ude ved bolden.

/ritzau/