City-sag åbner for langstrakt juridisk masseslagsmål
Stribevis af retssager kan være i vente for Manchester City, som ifølge medier er kendt skyldig i lovbrud.

Stribevis af retssager kan være i vente for Manchester City, som ifølge medier er kendt skyldig i lovbrud.

Sagen om Manchester Citys mulige overtrædelser af de økonomiske spilleregler i Premier League har varet over tre år.
Men selv om der tilsyneladende er truffet en afgørelse i skyldsspørgsmålet, kan det endelige punktum i sagen have lange udsigter.
Fredag rapporterede medierne The Athletic og BBC, at en uafhængig kommission har kendt City skyldig i 114 ud af 115 anklager.
De handler hovedsageligt om urigtige oplysninger om økonomien, herunder sponsorindtægter og aflønning af spillere, og manglende samarbejde i forbindelse med Premier Leagues efterforskning.
City nægter sig skyldig og ventes at appellere dommen, når den lander i offentligheden.
Og så vil den eventuelle sanktion ikke nødvendigvis træde i kraft lige foreløbig. Det påpeger Frederik Bruhn, der er advokat med speciale i fodbold hos HortenDahl.
- Det afhænger af den konkrete sanktion. For pointfradrag er det eksempelvis min opfattelse, at reglerne indebærer, at fradraget først pålægges efter afslutningen af appellen, siger han.
City blev i 2020 udelukket af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i to år og tildelt en stor millionbøde for brud på reglerne om Financial Fair Play.
Sagen endte hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som omstødte dommen på grund af utilstrækkelige beviser og forældede forseelser.
Denne gang kan klubben med de emiratarabiske ejere i ryggen føre dommen ved en engelsk appelinstans, og ifølge britiske medier kan en national voldgiftsret herefter ende med at tage stilling til sagen.
Reglerne i Premier League forhindrer til gengæld parterne i at sende den videre til CAS, forklarer juraprofessor Jens Evald, der er voldgiftsdommer ved sportsdomstolen.
- Der er tale om et lukket system, hvor der ikke er aftalt appeladgang til CAS. Men jeg har fuld tillid til, at det engelske system er et godt system.
- CAS lyder fornemt, og der er mange rigtig dygtige sportsretjurister blandt voldgiftsdommerne. Men det er ikke givet, at sagen ville få en anden eller bedre faglig bedømmelse end i England, forklarer han.
Det vides endnu ikke, hvor omfattende en straf, City kan se frem til, hvis klubben ender med at blive kendt skyldig. Men uanset hvad får udfaldet stor betydning, vurderer Jens Evald.
- Afgørelsen vil først og fremmest få betydning i England. Hvis det her betyder, at City enten bliver pålagt en kæmpe bøde, står til nedrykning eller fratrækning af point, får det en stor præventiv betydning. I hvert fald for klubber, der måtte være fristet til at gøre det samme, siger han.
En endelig dom i sagen er dog ingenlunde lig med et endegyldigt punktum i sagen.
Ifølge The Athletic overvejer de øvrige klubber i England at rette civile søgsmål mod Manchester City. De kan være blevet snydt for præmiepenge ved missede titler eller for deltagelse i Champions League.
Den mulighed giver god mening at forfølge, mener Frederik Bruhn.
I sommer blev Everton beordret til at betale Burnley 35 millioner pund i erstatning for brud på ligaens økonomiske regler. Everton overlevede i Premier League med fire point til nedrykningsstregen i sæsonen 2021/22, mens Burnley røg en tur ned i næstbedste række.
- Hvis du havde spurgt mig for et år siden, havde jeg nok svaret, at det ikke var sandsynligt, siger advokaten.
- Det, at City skulle have brudt reglerne, er jo blot en blandt flere grunde for de andre klubber til at miste placeringspenge eller europæisk deltagelse. Det kaldes konkurrerende skadeårsager.
- Men Burnley vandt over Everton i en lignende sag og fik tilkendt et betydeligt erstatningsbeløb. Så mon ikke, at de andre klubber vil forsøge det. Også fordi beløbene er så store.
Uanset hvordan processen ser ud herfra, er City godt stillet med topadvokaten David Pannick KC og holdet af juraeksperter.
- Det gør en kæmpe forskel, at City har hyret en af verdens dyreste advokater til at føre sagen for dem. Han har helt sikkert gjort et kæmpe stykke arbejde og er lykkedes med mange ting undervejs. De har en unik position, blandt andet fordi de har så dybe lommer, siger Frederik Bruhn.
City vandt tre mesterskaber mellem 2009 og 2018, som sagen primært omhandler. I den periode blev det også til tre Liga Cup- og en FA Cup-triumf.
RITZAU