City-målscorer: Vi skal have forsvaret med i returkampen

Manchester City var på hælene, men fik til sidst styr på et offensivt indstillet Monaco-hold.

Josep Guardiola var hele følelsesregistret igennem, da Manchester City vandt 5-3 over Monaco. Reuters/Phil Noble Fold sammen
Læs mere

Manchester. I slutningen af en medrivende fodboldkamp lykkedes det Manchester City at vende 2-3 til 5-3 over Monaco i den første af to kampe i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Undervejs nåede City dog flere gange at mærke Monacos formidable angrebsmaskine, og derfor skal englænderne være en tand skarpere defensivt i returkampen, når føringen skal forsvares.

Det siger offensivspilleren Raheem Sterling, som scorede til 1-0 for Manchester City.

- Vi spillede vores egen form for fodbold, og vi blev ved med at følge vores plan, som virkede til sidst. Men i sidste ende bliver vi nødt til også at få lukket af ned bagved, siger Raheem Sterling, der også har lidt ros til holdkammeraterne:

- Det er altid svært at komme bagud, men alle drengene kæmpede og gjorde det godt, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manchester Citys defensiv så vaklende ud ved alle tre Monaco-scoringer, og City begik også et straffespark ved stillingen 1-2, men Willy Caballero reddede englænderne.

Det uhyre høje tempo var også med i kampens slutfase, og manager Josep Guardiola medgiver, at det var en hæsblæsende kamp.

- Det var også medrivende fra sidelinjen. Der skete en hel masse, og vi scorede en masse mål, så det var god reklame for fodbolden. Begge hold angreb og skabte chancer.

- Jeg har ikke oplevet det her så mange gange før, men det er da sket, siger han til TV3+.

Til engelske BT Sport siger spanieren, at et avancement skal sikres via angreb.

- Selvfølgelig kan alting ske i Monaco, og vi bliver nødt til at score. Vi tænker på angreb, angreb, angreb. Vi har et ok resultat, som kunne være bedre - og værre, siger Guardiola.

De to hold spiller returkamp i Frankrig 15. marts.

/ritzau/