Manchester Citys bestyrelsesformand, Khaldoon Al Mubarak, er overbevist om, at det vil lykkes for den engelske storklub at bevise sin uskyld i sagen, hvor fodboldklubben er anklaget for 115 brud på de økonomiske spilleregler i Premier League.

Det skriver han i en skriftlig udtalelse på klubbens hjemmeside.

Udmeldingen kommer, efter at BBC og The Athletic fredag skrev, at en uafhængig kommission var nået frem til, at City var fundet skyldig i 114 af de 115 brud.

- Som følge af fredagens medieomtale har mange af jer sikkert skullet svare på spørgsmål fra venner, familie og kollegaer, skriver bestyrelsesformanden i udtalelsen, der er rettet mod Citys fans.

- Her er, hvad jeg har sagt til min familie: Premier Leagues proces har stadig lang vej igen, og vores tro på og vilje til at bevise klubbens uskyld er lige så stærk, som da det hele startede, skriver Khaldoon Al Mubarak.

Al Mubarak har været en del af City i 18 år og har siden 2013 været klubbens bestyrelsesformand.

Den engelske klub nægter sig skyldig og forventes at anke dommen, som endnu ikke er offentliggjort.

Bestyrelsesformanden skriver til fansene, at man godt gad dele langt flere oplysninger, men det ikke kan lade sig gøre, da man ønsker fortsat at respektere den igangværende juridiske proces.

- Selv om nogle har været hurtige til at drage egne konklusioner, og selv om der er meget støj omkring os, har intet ændret sig.

- Vi har stået sammen gennem udfordringer før, og vi er kommet stærkere ud på den anden side. Der er stadig mange, som ønsker at bremse vores klubs fremgang. Den mulighed vil vi ikke give dem, skriver Khaldoon Al Mubarak.

Det vides endnu ikke, hvad straffen eventuelt bliver.

Ud fra Premier Leagues regelsæt kan en eventuel straf være alt lige fra en bøde til nedrykning fra Premier League eller pointstraf eller fratagelse af titler.

RITZAU