Det var Line mod Line i badmintonturneringen Denmark Open onsdag formiddag. Og lidt overraskende blev det Christophersen og ikke Kjærsfeldt, der slap bedst fra danskerduellen i første runde.
Line Christophersen vandt efter tre jævnbyrdige sæt med 21-19, 19-21, 21-19 og avancerer dermed til anden runde i den danske Super 750-turnering.
De to danskere fulgtes pænt ad stort set hele vejen. Efter at have vundet et tæt første sæt førte Christophersen 19-18 i andet og var to bolde fra sejren.
Men Kjærsfeldt holdt hovedet koldt. Hun bragte sig foran 20-19, og på sætbolden fejlbedømte Christophersen totalt Kjærsfeldts velplacerede løft mod baglinjen.
Line Christophersen er nummer 27 på verdensranglisten og dermed syv pladser lavere rangeret end Kjærsfeldt, der vandt det seneste indbyrdes møde ved EM i Horsens i april og gik ind til kampen som favorit.
Men i modsætning til EM-opgøret var det Christophersen, der var bedst i tredje og afgørende sæt.
Midtvejs førte hun 11-6 øgede senere føringen til 16-10. Kjærsfeldt kom dog tilbage og fik udlignet til 17-17, men hun kom aldrig i spidsen i sættet.
Ved 18-18 havde Christophersen marginalerne med sig, da bolden rullede på netkanten, og et velplaceret slag ned i hjørnet gav hende to matchbolde ved 20-18.
Kjærsfeldt afværgede den første, men var ikke i stand til at fange Christophersens smash, der afgjorde kampen.
I næste runde skal Line Christophersen op imod enten Yvonne Li fra Tyskland eller verdensranglistens nummer to, kineseren Wang Zhiyi.
/ritzau/