Christopher Juul-Jensen forventer hårdt slag på kongeetapen

Christopher Juul-Jensen forventer et stort slag i Vejle.3 Fold sammen
Læs mere

Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo) forventer, at det store opgør blandt klassementsfavoritterne kommer til at stå på torsdagens kongeetape i Vejle, der blev skudt i gang kl. 12.02.

Rytterne drøner rundt i det savtakkede terræn i Vejle-området, og på afslutningen skal de over den 350 meter korte stigning Kiddesvej, der på et tidspunkt stiger med modbydelige 21 procent, ikke mindre end fire gange.

»Det er i dag (torsdag, red.), at slaget skal ske,« siger Christopher Juul-Jensen.

»Enkeltstarten i morgen (fredag, næstsidste etape, red.) er kort (13,6 kilometer, red.), så du har ret i, det bliver svært at hente alt for meget tid der.«

Danskeren, der i næste sæson skal køre for Orica-Greenedge, er dog fortrøstningsfuld for, at han kan lave et resultat i Vejle.

»Etapen ligger godt til mig, og mine ben er okay. Jeg har været godt kørende og er omringet af kompetente holdkammerater,« siger Christopher Juul-Jensen.

I klassementet har Christopher Juul-Jensen 15 sekunder til Lars Boom, der stadig kører i den gule førertrøje efter sin sejr på første etape. Juul-Jensen er dansk mester i enkeltstart, så han har fine muligheder for at hente lidt tid på sine konkurrenter fredag aften.

Sportsdirektør Lars Michaelsen mener da heller ikke, at det lyder som en umulig opgave for Christopher Juul-Jensen at lave et samlet flot resultat i Post Danmark Rundt.

»Jeg tror godt, han kan hente 10 sekunder på enkeltstarten, men vi håber selvfølgelig på, han er kørende, som han siger,« lyder det fra Lars Michaelsen.

Christopher Juul-Jensen har aldrig vundet en etape i Post Danmark Rundt.