Christian Eriksen var fredag på lynvisit i Wolfsburg.

Det skriver den tyske fodboldklub, som i den kommende sæson skal spille i 2. Bundesliga, på sin hjemmeside.

Eriksen så testkampen mellem Wolfsburg og Telstar.

Danskerens fodboldfremtid er fortsat uvis, efter at han i landskampen mod Ukraine den 7. juni faldt om på banen i anden halvleg.

34-årige Eriksen genoptræner for tiden i Danmark, og Wolfsburg skriver, at Eriksen allerede fredag aften rejser til Danmark igen. Danskerens kontrakt med Wolfsburg gælder frem til sommeren 2027.

- Det er skønt i det mindste for en kort bemærkning at være tilbage hos holdet, at se de kendte ansigter og at lære de nye at kende, siger Eriksen til klubbens hjemmeside.

Eriksen tilføjer, at besøget har gjort ham godt.

- Jeg ønsker drengene en succesfuld start på sæsonen, siger Eriksen.

I begyndelsen af juli kom det frem, at Eriksen skulle genoptræne i Danmark og altså ikke hos Wolfsburg.

Beslutningen blev truffet efter en samtale mellem Eriksen og Wolfsburgs administrerende direktør, Dieter Hecking, lød det fra klubben.

Det har tidligere været fremme, at Eriksen har bedt Wolfsburg om mere betænkningstid i forhold til sin fremtid.

I landskampen mod Ukraine i Odense faldt Eriksen om på banen i anden halvleg og modtog behandling, inden han selv kunne gå hen til den ambulance, der var kørt ind på stadion. Herefter blev han kørt til Odense Universitetshospital.

Dagen efter blev han udskrevet og gav en kort status på Instagram.

- Som I sikkert kan forestille jer, har det gjort stort indtryk på mig og min familie, at jeg fik et stød fra pacemakeren, men jeg kan forsikre alle om, at det er en anderledes situation end i 2021, skrev Eriksen.

I 2021 faldt Eriksen om med hjertestop i EM-kampen mod Finland og måtte genoplives på banen i Parken.

Efterfølgende fik han indopereret en pacemaker, og det var den, der reagerede under kampen mod Ukraine.

RITZAU