Christian Eriksen er den venlige fodboldbøddel

Irerne vil holde særligt øje med Christian Eriksen i aftenens playoff-opgør i Parken. Og det med god grund. Den danske chanceskaber tilhører den absolutte elite i europæisk topfodbold og hører hjemme ved næste års VM-slutrunde i Rusland.

Foto: Liselotte Sabroe. Christian Eriksen jubler efter en scoring i VM-kvalifikationskampen mod Armenien. Lørdag aften kan han hjælpe Danmark endnu et skridt mod VM i Rusland næste sommer.
Læs mere
Fold sammen

I den seneste tid har en række danske landsholdsspillere givet udtryk for, at lørdagens VM-kvalifikationsopgør mod Irland udgør et foreløbigt højdepunkt i karrieren. Flere af fodboldspillerne har optrådt på nogle af Europas største stadioner – fra Stamford Bridge og Old Trafford til Camp Nou og Santiago Bernabéu – i kamp for deres klubhold, men udsigten til en VM-billet slår tilsyneladende alt andet.

Ser vi på den seneste danske VM-deltagelse i Sydafrika i 2010, finder vi kun fire gengangere i den nuværende trup: Simon Kjær, Nicklas Bendtner, William Kvist og Christian Eriksen. De to førstnævnte var stamspillere, mens de to sidstnævnte var med på truppens yderste mandater.

Kvist fik ingen spilletid, mens 18-årige Eriksen, der ikke havde medvirket i kvalifikationsturneringen og før slutrunden blot stod noteret for to landskampe, blev skiftet ind i nederlagene mod Holland og Japan. Da Ritzau for nyligt bad Eriksen se tilbage på VM 2010, indrømmede han da også, at han mest af alt var med på »en badebillet«.

Sådan er det ikke længere. I de syv år, der er gået, er Eriksen vokset fra lovende talent til international stjernespiller. Til daglig er han blandt profilerne i den engelske topklub Tottenham Hotspur, og i den seneste VM-kvalifikation har han været Danmarks nøglespiller. Navnlig stilskiftet fra den tidligere landstræner Morten Olsens fokus på boldbesiddelse og »automatismer« til den nuværende landstræner, Åge Hareides, simplere, mere direkte og fysiske duelspil har bekommet Eriksen vel.

I sine 57 landskampe under Olsen scorede Eriksen blot seks gange. I 16 kampe under Hareide er det blevet til 12 mål og seks assists.

I dag er han mindre involveret i det opbyggende spil, men langt mere til stede i modstanderens sårbare zoner. Eriksen behøver ikke at have bolden hele tiden, faktisk er det en fordel for ham, at han nu kan bevæge sig i skyggen af de mere fysisk betonede medspilleres nærkampe, ikke mindst Thomas Delaney, Andreas Cornelius og Yussuf Poulsen.

Eriksen har dygtigt udnyttet, at modstanderne i mødet med det danske landshold under Hareide ofte ikke står dybt og afventende. Danskernes aggressivitet, længere afleveringer, dybere løb og mere springende stil gør kampbilledet mindre forudsigeligt og tillader Eriksen at få bolden mod et forsvar i ubalance. Tidligere i år kaldte den 25-årige fynbo selv spillet under Morten Olsen for »lidt mere statisk«.

Selv om Danmark er et lille fodboldland, har vi det med at vænne os til klasse, men Eriksen er den mest markante danske profil siden Laudrup-brødrene – og målmanden Peter Schmeichel: Den største offensivprofil siden Brian Laudrup og landets mest visionære fodboldspiller siden Michael Laudrup. Det er forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, der i romanen »Fodboldenglen« fra 1979 skitserer tre niveauer af fodboldspillere:

»Der er dem, der ser de huller, du selv og enhver anden klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når bolden så falder, som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større vågenhed (...) Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde være et hul,« skriver han.

Til den sidste gruppe hører spillets mestre, heriblandt Eriksen. Men meget er som bekendt sket med fodboldspillet i de knap 30 år, der er gået, siden Nielsen skrev sine ord, så han er også en fodboldspiller med de kvaliteter topfodbold i dag også kræver af de største teknikere.

I den internationale topfodbold er den gamle »10’er« som offensiv dirigent for længst lagt i graven. Spilleren, der kunne tillade sig den luksus udelukkende at arbejde, når hans eget hold havde bolden, er blevet offer for tidens opskruede tempo. Fodboldstjerner som Eric Cantona, Matthew Le Tissier, Juan Román Riquelme og Francesco Totti var genier i en anden tid.

I dag er de mest skabende spillere anderledes arbejdsomme. De udfører ikke deres metier på et afgrænset område af banen; de dikterer ikke kampens rytme fra start til slut. I stedet løber og løber de; de følger spillets rytme og sætter ind, når de kan gøre mest mulig skade på modstanderen. De er ikke autoritære orkesterledere, men venlige bødler.

Det gælder for Manchester Citys David Silva og Kevin De Bruyne, Chelseas Eden Hazard, Real Madrids Isco, Barcelonas Lionel Messi, Juventus’ Paulo Dybala – og det gælder for Tottenhams og Danmarks Christian Eriksen.

En spiller på Eriksens høje niveau er en gave til det danske landshold på flere niveauer. Det er hans scoringer, hans assist og ikke mindst hans blik for spillet, som skal bringe Danmark til VM-slutrunden i Rusland næste år. Men det er samtidig modstanderens ensrettede opmærksomhed, der skal give Eriksens dygtige medspillere mere plads.

I både lørdagens kamp i Parken og returmødet på Aviva Stadium i Dublin på tirsdag vil de undertippede irere holde et vågent øje med den danske profil. Det har landstræner Martin O’Neill allerede afsløret. De fysisk stærke irere, der for størstedelens vedkommende kender Eriksen fra engelsk fodbold, vil uden tvivl forsøge at kyse og intimidere den pæne mand.

Netop dette kan blive Pione Sistos mulighed. Den danske venstrekantspiller er med tre mål og syv assists i 11 ligakampe for sin spanske klub Celta Vigo i blændende form.

Hareides landshold fremstår i de bedste kampe – 4-0 over Polen og 4-1 over Armenien – som et motiveret kollektiv, hvor helheden er større end summen af enkeltdelene. Det er ikke smukt og opbyggeligt, men det er fuld af den energi, vilje og karakter, som er de små og mellemstore fodboldnationers chance. Få hold skabte flere målchancer end Danmark i kvalifikationsturneringen.

Stilen kan ændres fra kamp til kamp. Intet er længere helligt. Hvor Hareides forgænger havde sit system og sin tankegang, som spillerne måtte tilpasse sig, gør den norske pragmatiker det modsatte: Han ser på modstanderen, og han ser på sine spillere. Det sidste har forløst den bedste af dem alle.