Chris Christoffersen stopper karrieren

Han har på mange måder været en kæmpe i dansk basketball.

Men lige om lidt er de 218 centimeters Chris Christoffersen væk.

Den tårnhøje basketballspiller har valgt at stoppe karrieren, når det igangværende slutspil er forbi.

Vinder han DM-guld med Bakken Bears i de kommende dage vil det være den 10. medalje af fineste karat. Men det er ikke fordi, den 39-årige kæmpe kigger på det forestående stop med vemodige øjne.

»Jeg er måske lidt anderledes indrettet end så mange andre. Jeg tænker ikke så meget over den slags. Jeg har det sådan, at når jeg stopper så stopper jeg. Måske har jeg nogle andre følelser når jeg når min sidste kamp, men det er ikke følelser, jeg kan finde frem, før jeg står i situationen,« siger Chris Christoffersen til Århus Stiftstidende.

Mest af alt spillede han i Bakken Bears, men karrien bragt ham også forbi college-basketball i USA, samt ophold i Italien, Sverige, Australien og Finland.

I dag får han ikke så meget spilletid som tidligere. Han har desuden et arbejde ved siden af, som computertekniker, hvilket betyder, at han må misse flere træninger.

Derfor mener han, at han allerede er i gang med 'en god overgang' til det civile liv uden basketball.

Også den almene, knap-så-basketball-interesserede, dansker fik kendskab til Chris Christoffersen, da han i 2015 deltog i TV 2-succesen 'Vild med dans', hvor dog ikke kom langt med makkeren Luise Crone Don.

»Det er aldrig noget, jeg har søgt selv. Jeg har fået det tilbudt og efter lang tids vurdering har jeg sagt ja til nogle af tingene. Men jeg har ikke bevidst søgt TV-programmerne. Men jeg er fantastisk taknemmelig for, at det har været en mulighed at opleve det ved siden af livet som basketballspiller. Og jeg håber, det har betydet, at nogle, der normalt ikke ser basketball, har fået øjnene op for sporten,« siger Chris Christoffersen til Århus Stifstidende.

Han har spillet 555 kampe for Bakken Bears.

Den aarhusianske klub fører 2-0 i kampe mod Horsens IC i DM-finaleserien, hvor fire sejre giver guld.