Chris Anker Sørensen bliver begravet i stilhed

Det er kun familie og venner, der er velkomne, når Chris Anker Sørensen i denne uge bliver begravet.

Chris Anker Sørensen begraves i denne uge. Hans enke ønsker, at kun venner og familie deltager, og at pressen dermed ikke har adgang. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Chris Anker Sørensen bliver i denne uge begravet, og det bliver kun med familie og venner i kirken.

Sådan lyder ønsket fra hans enke, Michelle Moestrup Sørensen. Det fortæller hun i en pressemeddelelse fra TV 2, hvor Chris Anker Sørensen var ansat som cykelekspert.

Hun ønsker dermed, at pressen og andre interesserede holder sig væk.

»I denne uge tager familie og venner afsked med Chris Anker Sørensen, når han begraves fra sin lokale kirke. Familien frabeder sig pressens tilstedeværelse ved begravelsen.«

»Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid.«

»Men vi mærker støtten og den store kærlighed og medfølelse, der strømmer os i møde. Tak for den,« siger Michelle Moestrup Sørensen i meddelelsen.

18. september omkom Chris Anker Sørensen efter en ulykke i Belgien, hvor han var for at dække VM i cykling for TV 2.

Han var ude at sondere VM-ruten, da han blev ramt af en varevogn og senere døde af sine kvæstelser. Han blev 37 år gammel.

TV 2's medarbejdere i Belgien rejste siden hjem, og dækningen af VM-løbene blev foretaget fra Odense, hvor tv-stationen holder til.

Cykelekspert Rolf Sørensen stødte siden til dækningen, inden kommentator Rasmus Staghøj søndag også var tilbage, da de bedste mandlige cykelryttere sloges om VM-titlen.

På blandt andet sociale medier er Chris Anker Sørensen blevet hyldet. Tidligere holdkammerater, kolleger og cykelfans har udtrykt deres sorg over den tidligere cykelrytters død.

Efter nyheden om Chris Anker Sørensens død blev der holdt et øjebliks stilhed ved VM i cykling. Det skete forud for herrernes enkeltstart 19. september.

Da Michael Valgren søndag kørte sig til VM-bronze i linjeløbet, havde de danske ryttere sørgebind om armen for at mindes Chris Anker Sørensen.

I Hammel i Østjylland, hvor Chris Anker Sørensen er vokset op, hyldede hans barndomsklub Hammel Cykle Klub ham lørdag med et mindeløb.

Også søndag blev der afviklet et motionsløb til minde om Chris Anker Sørensen. Det blev kørt på Sjælland, hvor DaVinci Cykler – en cykelbutik i Holte – havde ladet sig inspirere af Hammel Cykle Klub og arrangeret en lignende begivenhed.

/ritzau/