Efter fire år på Formel 1-tronen blev Max Verstappen detroniseret af Lando Norris i seneste sæson. Lørdag morgen dansk tid fik Verstappen den værst tænkelige start på titeljagten i denne sæson.
I kvalifikationen til sæsonåbningen i Australien kørte hollænderen sin Red Bull-racer i barrieren allerede i første kvalifikationsrunde.
Dermed skal han starte sidst i søndagens grandprix.
- Jeg forstår ikke, hvad der skete, eller hvordan det kunne ske. Jeg har aldrig oplevet det før i min karriere, siger han ifølge AFP.
- Den bageste aksel låste fuldstændig, og så kan man selvfølgelig ikke redde den ved så høj fart.
Allerede ved testweekenden i Bahrain for nylig viste Mercedes lovende takter. I lørdagens kvalifikation var holdet decideret dominerende.
George Russell tog pole position med næsten et sekund ned til Verstappens holdkammerat Isack Hadjar på tredjepladsen. Kun Russells teamkammerat Kimi Antonelli var i nærheden af Russell og sikrede ren Mercedes-front til søndagens grandprix.
- Det er ikke overraskende for mig, siger Verstappen, som også havde bemærket Mercedes' styrke i Bahrain.
- Vi ved allerede nu, at vi skal forbedre vores bil, hvis vi skal kunne kæmpe med Mercedes.
Hos Russell var der da også begejstring over den racer, Mercedes har fået bygget efter de omfattende regelændringer, som har tvunget holdene til at ændre mange ting på bilerne.
- Det var en fantastisk dag. Vi vidste, at bilen havde et stort potentiale, og den viste sig virkelig godt frem, lyder det fra Russell ifølge Reuters.
Teamkammerat Kimi Antonelli kørte galt under den sidste træning, men mekanikerne nåede at få bilen klar, så Antonelli kunne køre sig til anden startposition.
Søndagens grandprix køres fra klokken 05.00 dansk tid.
/ritzau/
