Chiefs og 49ers er klar til Super Bowl uden skader

Alle mand i trupperne hos Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers er klar til at spille Super Bowl 54.

Kansas City Chiefs har fravalgt den rutinerede runningback LeSean McCoy til Super Bowl, der spilles natten til mandag dansk tid. Jay Biggerstaff/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Miami. Cheftrænerne for Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers har stået med et luksusproblem til nattens Super Bowl.

Alle spillerne i holdenes trupper er nemlig klar til kampen. Det fremgår af holdenes lister over fravalgte spillere til kampen.

Mest tvivl har der op til kampen været om 49ers-runningback Tevin Coleman, der blev skadet i semifinalesejren over Green Bay Packers.

Han er meldt klar til kamp, og det samme er holdets linebacker Kwon Alexander, som har været skadet i store dele af sæsonen.

Både Chiefs og 49ers har spillere, der er ude for sæsonen, og de er derfor ikke en del af trupperne, der består af 53 spillere.

Ud af de 53 spillere må 46 deltage i kampen, og derfor skal trænerne vælge syv mand fra.

Hos Chiefs er det Chad Henne, LeSean McCoy, Jackson Barton, Andrew Wylie, Darron Lee, Morris Claiborne og Ryan Hunter, der må se hele Super Bowl fra sidelinjen. 49ers har siet C.J. Beathard, Dante Pettis, Dontae Johnson, Daniel Helm, Azeez Al-Shaair, Jordan Matthews og Kevin Givens fra.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at Chiefs-spilleren LeSean McCoy ikke kommer i kamp. McCoy har tidligere været regnet som en af NFL's bedste runningbacks og kom til Chiefs forud for den igangværende sæson.

I begyndelsen af sæsonen var McCoy en stor del af Chiefs-angrebet, men i løbet af sæsonen er hans rolle blevet mindre og mindre, og i slutspillet er han slet ikke blevet brugt.

Chiefs sad som andenseedet i AFC-halvdelen over i første runde af slutspillet og fandt vej til Super Bowl ved at besejre Houston Texans og Tennessee Titans.

Begge kampe blev spillet på Arrowhead Stadium i Kansas City. I begge kampe var Chiefs bagud med et tocifret antal point, men anført af en velspillende quarterback i form af Patrick Mahomes formåede Chiefs alligevel at vinde kampene.

San Francisco 49ers var førsteseedet i NFC-halvdelen og havde ingen problemer med at slå sine modstandere, Minnesota Vikings og Green Bay Packers, på vej til finalen i NFL.

Super Bowl 54 begynder klokken 00.30 dansk tid.

/ritzau/