Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
United Center i Chicago eksploderede natten til tirsdag dansk tid i de formentlig vildeste jubelscener, man har oplevet i en ishockeyarena.
Tilskuerne gik amok i glæde og stolthed, da Chicago Blackhawks' kaptajn, Jonathan Toews, løftede Stanley Cup efter 2-0 sejren i den sjette finalekamp over Tampa Bay Lightning.
Det var Blackhawks' tredje mesterskab på seks år og det sjette i klubbens historie. Men det var det første, som blev vundet på hjemmebane siden 1938.
For den 40-årige finske back Kimmo Timonen var det et meget specielt øjeblik.
Sidste år blev han ramt af en livstruende blodprop, men efter sine mange år i Nashville Predators og Philadelphia Flyers kom han i begyndelsen af marts til Chicago Blackhawks og realiserede sit livs drøm mod alle odds.
»Det her er noget, jeg har drømt om i 17 år. Nu kan jeg slutte,« sagde Kimmo Timonen med tårer i øjnene efter sin NHL-kamp nr. 1.213.
Chicago Blackhawks' 31-årige canadiske back Duncan Keith åbnede scoringen 17 minutter inde i anden periode med sit tredje mål i playoff og blev efter kampen hædret med Conn Smythe Trophy som playoffs MVP (mest værdifulde spiller). Det var niende gang, en forsvarsspiller fik denne hæder.
»Jeg er stolt over at være en del af sådan en gruppe, men mange spillere på vores hold havde fortjent den,« sagde han.
Patrick Kane scorede til 2-0 og slog sejren fast i den elektriske stemning med godt fem minutter tilbage.
Blackhawks' målmand, Corey Crawford, viste igen sin klasse med 25 redninger og en fornem shutout.
For otte af Blackhawks-spillere og coach Joel Quenneville var det tredje gang, de kunne løfte Stanley Cup.
Stanley Cup, 6. kamp
Chicago Blackhawks-Tampa Bay Lightning 2-0 (0-0, 1-0, 1-0)
Chicago vinder Stanley Cup med 4-2 i kampe