Chicago Bears klar til Super Bowl

Chicago Bears er klar til årets Super Bowl i amerikansk football (NFL) efter sejr over New Orleans Saints i NFC-finalen.

Klubnavn korrigeret

--- --- ---

Natten til mandag sikrede Chicago Bears sig retten til at spille med om sejren, æren og de eftertragtede ringe i årets Super Bowl i amerikansk football (NFL) den 4. februar i Miami.

Chicago vandt hjemme 39-14 over New Orleans Saints i NFC-finalen. Bears skræmmende forsvar holdt de ellers så scoringsvante gæster fra tavlen, indtil der manglede et minut af første halvleg. Og da Bears samtidig havde bragt sig foran 16-0, så det godt ud for hjemmeholdet.

Saints fik dog reduceret i halvlegens sidste minut, og med endnu et touchdown kort efter pausen var stillingen 16-14, men så var det slut for gæsterne, der blev løbet over ende i fjerde quarter.

Chicago er dermed klar til sin første Super Bowl siden 1986.

/ritzau/