Chelseas veteraner bremsede Schmeichels overlevelsestogt

Læs mere
Fold sammen

Inden onsdagens hjemmekamp mod Premier Leagues førerhold, Chelsea, havde Leicester vundet fire ligakampe i træk og var på under en måned kravlet fra en klar sidsteplads op på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Og hjemme mod Chelsea var oprykkerne på vej mod at udvide sejrsstimen. Men i anden halvleg skruede topholdet - anført af veteranerne Drogba og Terry - op for tempoet og sikrede en 3-1-sejr.

Leicester dominerede første halvleg, og det var helt fortjent, da Marc Albrighton i halvlegens overtid scorede til 1-0. Det var den tidligere Aston Villa-spillers første mål for »The Foxes«.

Men Chelsea-manager José Mourinho må have haft den helt store skideballe fremme i pausen, for Chelsea kom glubske ud til anden halvleg. To minutter var spillet, da bundrutinerede Didier Drogba sparkede bolden ind bag Kasper Schmeichel. Den danske landsholdsmålmand var chanceløs.

Med 10 minutter tilbage af opgøret var John Terry hurtig over bolden, efter at Schmeichel med en superrefleks havde pareret Gary Cahills hovedstød. 2-1 til Chelsea.

Og få minutter senere hamrede Ramires 3-1-scoringen i mål og sikrede Chelsea et gigantisk skridt mod mesterskabet. Det kan endegyldigt sikres i hjemmekampen mod Crystal Palace i weekenden.

Leicester er fortsat over nedrykningsstregen, men holdet kan godt forberede sig på, at de sidste fire kampe bliver rene overlevelses-finaler.