Chelsea krydser fingre for Cech

Chelsea har brug for alle kræfter for at holde trit med Arsenal og Manchester United, men holdet risikerer at skal spille med tredjevalget på målmandsposten.

Juleprogrammet i den engelske Premier League i fodbold er et nådesløst udskilningsløb. Og i år har ambitiøse Chelsea udsigt til at skulle spille tre kampe på under en uge med blot tredjevalget, portugiseren Henrique Hilario, som målmand.

Således måtte det stærke førstevalg, tjekken Petr Cech, forlade søndagens opgør mod Blackburn skadet. Og en skanning har vist, at det langt fra er sikkert, at Peter Cech kommer i aktion i det hektiske juleprogram.

- Skanningen viste, at Cech har slået hoften, hvor der også er blodansamlinger. Vi holder øje med skaden de kommende dage og håber at have ham tilbage hurtigst muligt, oplyser Chelseas medicinske stab.

Den normale andenmålmand hos London-mandskabet, italienske Carlo Cudicini, er ude med et skadet ribben, og derfor kan blot 22-årige Hilario stå med ansvaret i Chelseas kampe hjemme mod Aston Villa onsdag, hjemme mod Newcastle lørdag og ude mod Fulham tirsdag.

Det er ikke blot mellem stængerne, Chelsea har problemer. Således er profilen John Terry ude med en fodskade, mens angriberen Didier Drogba har knæproblemer.

/ritzau/