Det lignede en pointdeling, men dybt inde i tillægstiden sænkede Chelsea topholdet Liverpool i egen hule med 2-1 i en dramatisk og intens slagudveksling.

Den 18-årige Estêvão satte foden på et fladt indlæg efter 95 minutter, og så løftede taget sig på Stamford Bridge i det vestlige London.

Et langskudsdrøn af Moisés Caicedo bragte Chelsea i front, men Liverpool udlignede fortjent efter pausen. Værterne sørgede dog til sidst for Liverpools tredje nederlag i streg.

Liverpool tabte op til lørdagens brag mod Crystal Palace i ligaen og mod Galatasaray i Champions League i midtugen.

De forsvarende engelske mestre gjorde ellers rent bord i de syv første kampe i sæsonen på tværs af turneringer.

Med nederlaget er Liverpool rykket fra førstepladsen til andenpladsen i Premier League et enkelt point efter Arsenal. Chelsea er på sjettepladsen med 11 point.

Nettet blafrede for første gang efter mindre end et kvarter på Stamford Bridge i det vestlige London.

Chelseas midtbaneanker Moisés Caicedo drev bolden frem mod et passivt Liverpool-forsvar og tordnede et langskud op i krogen uden chance for Giorgi Mamardashvili i Liverpool-buret.

I resten af halvlegen stod Chelsea ganske solidt i kæderne og fik generelt tæmmet Liverpools offensive esser.

Anden halvleg var ikke 30 sekunder gammel, før Mohamed Salah var tæt på at tage Chelsea-defensiven på sengen.

Egypteren burde have bragt balance i regnskabet, men afslutningen med højreskøjten strøg forbi stolpen.

I stedet sørgede holdkammeraten Cody Gakpo for Liverpools udligning med en halv time tilbage. Alexander Isak tæmmede bolden i feltet og lagde kuglen til rette for Gakpo, der prikkede bolden i netmaskerne.

Generelt var Liverpool farligst i anden halvleg, men skarpheden udeblev.

Det straffede Chelsea i stedet i sidste ende, da den purunge brasilianer Estêvão satte indersiden på et indlæg efter 95 minutter.

/ritzau/