NBA-stjernen Jaylen Brown er fortid i Boston Celtics.

Medierne ESPN og The Boston Globe meddeler natten til torsdag dansk tid, at basketballspilleren fortsætter karrieren i Philadelphia 76ers.

Brown sendes til den nærliggende konkurrent i en stor handel, hvor veteranen Paul George ryger den anden vej.

Desuden modtager Boston Celtics det, der kan blive til to førsterundevalg og to andenrundevalg i draften, hvor NBA-klubberne skiftes til at vælge spillere fra amerikanske universiteter og udlandet.

29-årige Jaylen Brown har været en af Bostons vigtigste spillere, siden han i 2016 blev valgt af holdet fra Massachusetts.

I 2024 var han en del af holdet, der vandt mesterskabet, og han blev tilmed udpeget som finaleseriens vigtigste spiller, MVP.

Brown er fem gange blevet valgt til det prestigefyldte All-Star-hold i den nordamerikanske basketliga.

Nu bliver han holdkammerat med profiler som Tyrese Maxey og Joel Embiid i Philadelphia.

Sidstnævnte var flere gange i infight med netop Brown under forårets slutspilsserie mellem Celtics og 76ers. Ved den lejlighed fik Brown også sendt en stikpille til sin kommende holdkammerat.

- Joel Embiid er en formidabel spiller, en af de største store spillere i basketballhistorien.

- Han spiller skuespil, og han ved det. Det er ikke nogen nyhed, lød det ifølge nyhedsbureauet AP fra Brown på en livestream.

Handlen kommer bare ugen efter, at Milwaukee Bucks sendte Giannis Antetokounmpo til Miami Heat. Desuden er Kawhi Leonard blevet hentet til Toronto Raptors.

Først 6. juli kan handlerne officielt præsenteres af klubberne.

RITZAU