Benjamin Nygren har før prøvet at tabe til FC Midtjylland, da angriberen spillede for FC Nordsjælland i den danske Superliga.
Derfor havde den svenske landsholdsspiller advaret sine holdkammerater i Celtic, som han skiftede til i sommer. Alligevel tabte Celtic med 1-3 i torsdagens Europa League-kamp i Herning.
- FC Midtjylland er et rigtigt godt hold og er startet godt i Europa. Men jeg synes også, at vi gjorde dem lidt for gode. Vi gjorde det ikke godt nok i vores eget spil.
- Det blev lidt for meget FCM's kamp. Specielt i første halvleg. Vi gjorde det lidt bedre i anden halvleg og fik scoret til 1-3, siger Nygren.
På tværs af alle turneringer har Nygren scoret seks mål og lavet fem assister i denne sæson for Celtic. Det gør ham til skotternes topscorer. Men skarpheden viste han ikke mod FCM, og det var han træt af.
- Jeg har spillet mange gange mod FCM, som er rigtigt gode på hjemmebane. Men vi spillede bare ikke godt nok.
- Vi lukkede tre mål ind på kort tid og tabte reelt kampen der, siger svenskeren om FCM's tre mål inden for otte minutter i første halvleg.
Nygren har ellers generelt nydt tiden i Celtic, hvor han blandt andre har fået den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel som holdkammerat.
- Kasper er en god keeper, han har haft en god karriere og spiller stadig på et højt niveau. Han har spillet mere end 900 professionelle kampe. Det er imponerende.
- Som holdkammerat og leder har han mange gode egenskaber, jeg kan lære meget af, siger Nygren, inden han slukøret forlader MCH Arena.
/ritzau/
