I sommer fik Caster Semenya efter flere års kamp Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at hun ikke er blevet retfærdigt behandlet i det juridiske system.

Dommen åbnede muligheden for at få behandlet sagen på ny i Schweiz, men den tidligere atletikstjerne føler ikke længere, det er besværet værd.

Det fortæller hun ved konferencen Play the Game i Finland.

- World Athletics ændrer konstant sine regler, og det er irrelevant for en ung afrikansk kvinde konstant at følge op på lovgivning, som ikke hænger sammen eller giver mening.

- For mig er det spild af tid at gennemføre det. Det handler også om, at jeg er vokset og har indset, at der er bedre ting at tage sig til end at forfølge nogle regler, siger hun.

Semenya er i dag 34 år. Da hun i sin atletiske storhedstid var en af verdens bedste løbere, vandt hun blandt andet to OL- og tre VM-guldmedaljer.

Men i 2018 indførte World Athletics krav om, at kvindelige mellemdistanceløbere med et højt testosteronniveau skulle nedbringe niveauet af det mandlige kønshormon ved medicinsk hjælp for at konkurrere med andre kvinder.

Det nægtede Semenya, og hun udfordrede i første omgang atletikforbundet ved Internationale Sportsdomstol (CAS). Dommen gik imod sydafrikaneren, som også mødte et nederlag ved forbundsdomstolen i Schweiz.

Men sagen blev ikke behandlet tilstrækkeligt nuanceret ved forbundsdomstolen, mente Menneskerettighedsdomstolen, som dog undlod at tage stilling til selve hormonspørgsmålet.

Semenya havde mulighed for at afprøve sagen ved højesteret i Schweiz, men i torsdags oplyste hendes advokat Patrick Bracher til AP, at Semenya havde lagt sagen bag sig.

Karrieren som udøver er for længst forbi for Semenya, som nu bruger sin tid på at træne unge atleter.

Adspurgt hvad hun ville ændre i sportens verden, hvis hun fik muligheden, er hun ikke i tvivl.

- Jeg ville forhindre mænd i at lave regler for kvindesport, siger Semenya til stor applaus fra tilhørerne i Tampere.

Siden Semenya tog hul på den langstrakte retssag, har hun fået to børn. Og hun har tænkt sig at holde dem langt væk fra atletikken.

- Jeg kan ikke nægte dem muligheden (for at dyrke sport, red.), men jeg kan lære dem om, hvor ondt systemet er. At de skal være forsigtige med, hvilken sport de vælger.

- Jeg kan støtte dem i ballet, gymnastik og tennis, men ikke atletik. Nej. Nej, gentager hun.

/ritzau/