Der venter Michael Carrick en ilddåb som midlertidig cheftræner for Manchester United, når lokalrivalen Manchester City kommer på besøg i lørdagens Premier League-kamp.
Carrick er ansat som United-træner for resten af sæsonen efter fyringen af Ruben Amorim, og han har store ambitioner.
- Vi vil være tæt på toppen af ligaen, vi vil være en del af toppen. Det er helt naturligt, siger Carrick på fredagens pressemøde.
Lige nu er United placeret på en syvendeplads med tre point op til top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.
- Vi er nødt til at tage små skridt mod det mål, og europæisk fodbold vil helt klart være et skridt fremad, mener han.
I denne sæson er United ikke kvalificeret til europæisk fodbold, og holdet er også slået ud af de engelske pokalturneringer.
Dermed har United kun Premier League tilbage, og holdet vil blot nå op på 40 kampe i denne sæson. Det er det laveste antal kampe for klubben i 111 år.
- Jeg er ivrig efter at få succes. Vi har et stort arbejde at gøre. Det er et vigtigt arbejde, og det handler altid om at vinde kampe, at spille godt og gøre det på en bestemt måde, siger Carrick.
På den anden bænk vil Pep Guardiola sidde lørdag. Han har været styrmand for Manchester City siden sommeren 2016. I den periode på snart ti år har United haft ni forskellige trænere, hvis man tæller kortvarige vikarer med.
Guardiola forklarer før United-braget, at spanieren udelukkende koncentrerer sig om sit eget hold.
- Når vi ikke har flere informationer om modstanderen, så fokuserer vi på os selv og vores spillere, siger Guardiola.
I 2021 var Carrick kortvarigt trænervikar for United i tre kampe, men Guardiola har ikke det store kendskab til englænderen, der også har været træner for Middlesbrough.
- Jeg har ikke en timeout efter ti minutter til at fortælle mine spillere, hvad Michael vil gøre. Når jeg ikke har flere informationer, er det bedre at fokusere på os selv, insisterer Guardiola.
/ritzau/
