Carpi rykker op i Serie A

italy-soccer-serie-bfasaeas
Carpi er rykket op i Serie A. Fold sammen
Læs mere

Carpi FC 1909 spiller i næste sæson i Serie A. Den lille klub fra Norditalien rykkede tirsdag op i den bedste række med et 0-0-resultat mod Bari.

Der resterer stadig fire spillerunder af turneringen i Serie B, men Carpi fører med 12 point ned til Bologna på tredjepladsen og kan ikke hentes, da Carpi er bedre indbyrdes end Bologna.

En oprykning til Serie A er i sig selv bemærkelsesværdig, men det kalder på endnu mere anerkendelse med tanke på, at Carpi for fem år siden spillede i Italiens femtebedste række. I 2010 rykkede de op til fjerdebedste række.

I 2013/2014-sæsonen blev Carpi nummer 12 i sin første sæson i Serie B, og i år rykker holdet så op fra den næstbedste række til der, hvor det virkelig gælder i Serie A.

En af de største profiler på holdet, der hovedsageligt består af italienere, er den nigerianske angriber Jerry Uche Mbakogu. I indeværende sæson har han scoret 14 Serie B-mål i 29 kampe.

Miniputholdet har et stadion med plads til kun 4144 tilskuere, men i Serie A er der et mindstekrav til, at holdene skal have plads til 20.000 tilskuere. Derfor er det endnu usikkert, om Carpi får lov at spille sine egne kampe på hjemmebanen Stadio Sandro Cabassi i næste sæson.