Caroline Wozniacki startede året med næsten perfekt sejr

Med cifrene 6-1, 6-0 fik Caroline Wozniacki en glimrende start på året ved turnering i New Zealand.

Caroline Wozniacki banker den nye tennissæson i gang med en sejr på 6-1, 6-0 over Nicole Gibbs.

Sejren fandt sted ved turneringen i Auckland, New Zealand, der er årets første WTA-turnering for Wozniacki.

Turneringen er én af to turneringer, der spilles som opvarmning inden Australian Open, der starter om to uger.

Australian Open er et af årets helt store fokuspunkter for Caroline Wozniacki, der tidligere har nået semifinalen i den prestigefyldte grandslam-turnering i Melbourne.

Caroline Wozniacki er rangeret som nummer 19 på den seneste verdensrangliste. Hun er ved turneringen i New Zealand seedet til at komme i semifinalen.

Amerikanske Nicole Gibbs ligger nummer 88 i Verden og har aldrig tidligere været placeret højere end nummer 68 på verdensranglisten.

Også de amerikanske tennissøstre Serena og Venus Williams er med ved turneringen i Auckland.

Serena Williams vandt klart i sin første kamp. Venus Williams har endnu ikke været i aktion.

Venus Williams og Caroline Wozniacki står til at møde hinanden i semifinalen.

/ritzau/