Carlos Alcaraz vil tage lange pauser fra tennis i fremtiden
Spanske Carlos Alcaraz erklærer sig klar til at misse store turneringer i fremtiden for at undgå skader.

Spanske Carlos Alcaraz erklærer sig klar til at misse store turneringer i fremtiden for at undgå skader.

Netop tilbagevendt efter en fire måneders pause med en håndledsskade erklærer Carlos Alcaraz sig klar til at melde afbud til store turneringer i fremtiden.
Det siger han efter sin sejr over portugisiske Jaime Faria i anden runde ved US Open.
- Jeg ønskede åbenlyst ikke at holde denne pause på grund af en skade. Men i fremtiden kommer jeg til at holde nogle pauser, nogle lange pauser.
- Måske ikke fire måneder, men en måned, to måneder, hvor jeg springer nogle turneringer over, for det er umuligt at spille dem alle, siger Alcaraz ifølge AFP.
Den 23-årige spanier har tidligere kritiseret mændenes tennisorganisation ATP for at tilføje nye turneringer til programmet, og han gentager gerne sine pointer.
- Vi kommer til at se mange blive skadet og mange spillere blive trætte. Hvis de ikke gør noget ved det, kommer vi til at se endnu mere af det i fremtiden, siger verdens nummer tre.
Alcaraz er jævnligt stillet op til lukrative showkampe. Han skal til oktober for tredje år i træk spille Six Kings Slam i Saudi-Arabien. Turneringen varer tre dage og kan betegnes som en lukket turnering for seks verdensstjerner.
Alle får et beløb svarende til 10 millioner kroner for at stille op, og vinderen snupper i alt 38,5 millioner kroner.
Til sammenligning får man cirka 900.000 kroner for at være en del af hovedturneringen i US Open og godt 35 millioner kroner for at vinde den tre uger lange grand slam-turnering.
RITZAU