Islands rekord som den befolkningsmæssigt mindste deltager ved VM i fodbold nogensinde kan blive slået eftertrykkeligt natten til onsdag dansk tid.

Her gæster upåagtede Curacao, der har omkring 155.000 mod Islands 340.000 indbyggere, nemlig Jamaica i den nord- og mellemamerikanske VM-kvalifikations sidste spillerunde.

Og uafgjort i Kingston er nok til en VM-billet for "Den Blå Bølge", som Curacaos landshold kaldes.

Den lille caribiske ønation, der arealmæssigt er lidt mindre end Falster og befolkningsmæssigt er en del mindre end Odense Kommune, har med syv sejre, to uafgjorte og nul nederlag været flyvende i kvalifikationen.

En stor del af forklaringen er Curacaos fortid som hollandsk koloni.

22 af 23 spillere i den nuværende trup er født i Holland, og den tidligere hollandske landstræner Dick Advocaat lægger taktikken.

Trænerveteranen er af familiære årsager dog fysisk fraværende til skæbnekampen.

- Det var med tungt hjerte, at jeg var nødt til at tage denne beslutning, men familien er vigtigere end fodbold.

- Fra Holland vil jeg være i tæt kontakt med staben, og jeg har fuld tillid til denne gruppe af spillere, lød det fra Advocaat kort efter 7-0-sejren over Bermuda i sidste uge.

Blandt de største profiler på Curacaos hold er nuværende Championship-spillere som Tahith Chong og Sontje Hansen og brødreparret Leandro og Juninho Bacuna.

Anfører Leandro Bacuna var indskifter for Aston Villa i FA Cup-finalen i 2015.

- Dette er meget større. Nu spiller vi for vores land. Det kan ikke sammenlignes. Vi kommer til at gøre det for vores land og vores træner, siger den 34-årige midtbanespiller, som med 67 optrædener er kamprekordholder.

- Vi er kommet langt. Jeg husker engang, hvor vi stod i en lufthavn, uden at der var arrangeret et fly til os. Jeg tænkte: "Hvordan kommer vi hjem fra denne landskamp?". Men nu er der styr på alt, og vi har et stærkt hold, siger Bacuna til Algemeen Dagblad.

Curacao er ikke eneste miniput fra den nord- og mellemamerikanske kvalifikation, der kan indløse sin første billet til VM nogensinde.

Fraværet af USA, Mexico og Canada, der alle er automatisk kvalificeret til VM som værter, har givet plads til andre, og endnu en tidligere hollandsk koloni har chancen.

Surinam kæmper således en uhyre tæt duel med Panama, der har dansk-spanske Thomas Christiansen som landstræner, om en VM-billet i gruppe A.

I den tredje gruppe kæmper Haiti med Costa Rica og Honduras om den direkte VM-billet.

Alle kampe i de tre kvalifikationsgruppers sidste spillerunder begynder klokken 02.00 natten til onsdag dansk tid

Gruppevinderne skal til VM, mens de to bedste toere spiller interkontinental playoff mod blandt andre Bolivia, DR Congo og Ny Kaledonien til marts.

/ritzau/