Cancellara: Jeg ville vinde

Det var en stolt Team CSC'er, favoritten Fabian Cancellara, som lørdag vandt prologen i årets Tour de France. Klassiker lærte ham at klare presset som favorit.

Det var en magtdemonstration af dimensioner, da Team CSC's schweiziske rytter, Fabian Cancellara, lørdag vandt prologen i årets Tour de France. Med tiden 8 minutter og 50 sekunder henviste den forsvarende mester i enkeltstart Astanas Andreas Klöden til andenpladsen med en margin på 13 sekunder.

- Jeg ville virkelig vinde. Efter en dårlig sæson med forårsklassikerne, har det her været mit store mål. Jeg har sørget for at være 100 procent klar til touren, og ikke kun prologen, sagde Fabian Cancellara, der allerede inden løbets start havde proklameret, at han gik efter sejren på de indledende 7,9 kilometer. Og han var forberedt på det store pres på hans skuldre.

- Jeg lærte meget om at håndtere presset i årets Paris-Roubaix (forårsklassiker, hvor Cancellara skulle forsvare sidste års sejr, red.). I dag viste jeg, at jeg kunne klare det, sagde han og slog fast, at det var en vigtig sejr for holdet, fordi sponsoren, IT-koncernen CSC, har europæisk hovedkvarter i netop London.

Søndag skal Fabian Cancellara og Team CSC forsvare trøjen på første etapes 203 kilometer fra London til Canterbury.

/ritzau/