Cancellara fortrøstningsfuld ved starten

Trods gårsdagens styrt var Team CSC's Fabian Cancellara fortrøstningsfuld inden starten på tredje etape af Tour de France

Da Team CSC's Fabian Cancellara mandag rullede over målstregen i sin gule trøje på anden etape af Tour de France, kunne han godt ligne en, der ville få problemer med at sætte sig på cyklen dagen efter. Schweizeren var involveret i et styrt kort før mål og slog sin venstre arm. Men tirsdag morgen var han klar til at give sig i kast med de 237 kilometer

- Jeg har det godt. Der er lidt smerter, men den gule trøje giver jo ekstra kræfter, sagde Fabian Cancellara.

Heller ikke holdkammeraterne Stuart O'Grady, Kurt Asle Arvesen eller Fränk Schleck, der også har været en tur i asfalten, havde problemer.

/ritzau/